Blod, splat og bar mave

I sidste uges premierefilm “Captain America: The First Avenger” oplevede jeg med glæde en blockbuster, som for en gangs skyld stolede nok på sin egen fortælling og sit publikums intelligens til at inkludere samtaler, der bestod af mere end fem replikker mellem hver actionscene. Nu bringer denne uge så “Conan the Barbarian” – en film, der end ikke tiltror sit publikum begavelse nok til at kunne binde deres egne snørebånd.

Man ved allerede fra filmens intro, at den er gal. Den indledende tekst, der skal forklare filmens plot i tilfældet af, at tilskuerne synes, det er for indviklet, fremvrøvler i stedet blot ligegyldige detaljer, som alligevel ikke spiller nogen egentlig rolle for historien. Derfra går vi videre til Conans brutale fødsel, hvor Ron Pearlman spiller den stolte far, der holder en ekstremt falsk-udseende gummibaby op, der skal forestille at være den lille Conan. Pearlman løfter babyen faretruende højt over hovedet, hvilket hurtigt skal vise sig at være den første af mange gange, hvor filmens karakterer uden årsag løfter ting højt op – måske prøver de på at vinke til publikummet?

Conan vokser op i den barbariske stamme og kan allerede som barn halshugge tre modstandere uden at få sved på panden, men da faderen dræbes af lede skurke, ødelægges den morderiske idyl. Alt dette er dog selvsagt kun en anledning til et hævntogt for den voksne Conan, der i mellemtiden er vokset op til at blive en muskelsvulmende kriger, der dog til forveksling ligner en mandlig stripper.

“Conan the Barbarian” er et remake af filmen fra 1982 med samme navn, der som bekendt blev Arnold Schwarzeneggers gennembrudsfilm. Den var en overraskende vellykket udgave af Robert E. Howards klassiske pulp-historier, og filmen havde selvsagt ikke mindst en uventet styrke i Schwarzeneggers enorme karisma. Denne films Jason Momoa har intet i den retning – hvilket måske også ville være urimeligt at forlange – men filmen giver ham heller ikke mulighed for at opbygge nogen form for interessant figur. Han er bare en omvandrende olieindsmurt dræbermaskine med så meget personlighed som et papbæger. Stephen Lang fra “Avatar” er næsten lige så kedelig som skurken, mens Rachael Nichols spiller den yndige heltinde, der tilbringer hele filmen med at stirre overrasket ud i luften.

Alt dette kunne sådan set være til at leve med, hvis filmen så i det mindste leverede noget hæderligt action, men det er beklageligvis ikke mindst på dette punkt, at den fejler grumt. Takket være en klodset klipning, der formodentlig skal skjule, at ingen af skuespillerne rent faktisk kan slås, virker kampsekvenserne rodede og usammenhængende. Og eftersom de stort set består af de samme slags bevægelser gentaget i en uendelighed, føles de hurtigt endeløst repeterende. Det kan godt være, at tempoet i den gamle Conan-films slagsmål var en anelse langsomt, men i det mindste følte man den fysiske tilstedeværelse af skuespillerne. Her lader de end ikke til at være med i den samme film.