Ude og gyse med de skøre

På papiret ligner “The Crazies” endnu et overflødigt remake, der udelukkende er blevet produceret for at udfylde et tomrum i biografernes kalendere. Bare skim rulleteksterne: Instruktøren er Breck Eisner, manden bag det forhadte megaflop “Sahara”, og manuskriptforfatterne har ikke én eneste fremragende gyser på CV’et. Tværtimod har d’herrer forfattet flere af genrens værste makværker – lige fra den rædselsfulde “Pulse” til “The Amityville Horror”. Men i dette tilfælde ville det være synd at skue hunden på hårene, for “The Crazies” er årets hidtil bedste gyser.

“The Crazies” er en genindspilning af George Romeros værk af samme navn fra 1973. ”Blasfemi!” skråler du? Romeros bagkatalog har da ellers allerede affødt ét glimrende remake i form af Zack Snyders “Dawn of the Dead”. Desuden har den legendariske amerikaner med det italienskklingende navn selv spyttet penge i den nye udgave. Det samme har Jeff Skoll i øvrigt. Det er nok ikke et navn, som vil sige den almene dansker noget, men den forhenværende eBay-præsident, som solgte sin del af firmaet for to milliarder dollars for at lave film, er kendt for at finansiere projekter, der sætter tanker i gang og bringer sind i kog. Med sin astronomiske pengepung har Skoll støttet politisk engagerede genistreger som “The Visitor”, “Syriana” og “Good Night, and Good Luck”.

“The Crazies” er ganske vist slet ikke af samme kaliber som disse herlige hjernevridere, men der er under alle omstændigheder langt mere mellem ørene på denne lille gyser end i hovederne på de frådende zombier, den afbilder. “The Crazies” foregår i en afsides flække i USA, hvor folk pludselig begynder at opføre sig særdeles besynderligt. Først vandrer en farmer ind på den lokale baseballbane midt under en kamp med et skarpladt jagtgevær, dernæst slår en tilsyneladende almindelig far sin familie ihjel, og så ruller lavinen. Det bliver hurtigt klart, at en væmmelig virus har inficeret beboerne, og inden længe afspærrer USA’s militær byen, og vores raske helte bliver fanget i krydsilden mellem de paniske soldater og de kødædende zombier.

Ekstremt magtmisbrug er tydeligvis et vigtigt emne på filmmagernes agenda (ligesom det var i originalen, der udkom midt under Watergate), men heldigvis tvinger filmens bagmænd aldrig tempoet ned for at udpensle manuskriptets moraler. Filmens raison d’être er og bliver at skræmme folk fra vid og sans, hvilket lykkes gentagne gange for Wright og Co. En skummel og virkelig trykkende stemning bibeholdes næsten fra start til slut. De stemningsfulde kulisser er spækkede med skræmmende skygger og afkroge, og den elegante billedside suppleres nydeligt af Mark Ishams dystre musik og en brillant lydside, der gang på gang får nakkehårene til at vibrere og sveden til at pible.

Ensemblet er også glimrende. Timothy Olyphant agerede sherif i tre blændende sæsoner af “Deadwood”, og her påtager han sig atter embedet – denne gang i nutidens vilde vesten. Og Olyphant er superb. Sheriffen David Dutton er lidt af en kliché: En standhaftig sherif med et hjerte af guld. Men Olyphant leverer en seriøs og nuanceret præstation, som løfter hele filmen, og Radha Mitchell gør nøjagtig det samme i rollen som sheriffens gravide hustru. Desuden er engelske Joe Anderson fornem som vicesheriffen Russell, der muligvis er blevet inficeret af bakterien, som har forvandlet trioens hjemstad til en dødsensfarlig zombierede.