Tre akkorder og sandheden

Jeff Bridges er vist efterhånden en af Hollywoods grand old men. Han har været aktiv i showbiz siden to år efter sin fødsel i 1949 og har dermed – hvis da min hovedregning ikke fejler – været i gang i 59 år. Ganske imponerende for en 61-årig. Oscarnomineringer har der været nok af – både for rollen som ungdommelig rebel i “Thunderbolt and Lightfoot” og som rumvæsen i “Starman”, men sjovt nok ikke for den rolle, som mange – undertegnede inklusive – anser som hans største rolle, nemlig The Dude i “The Big Lebowski”. Men komedier har sjældent noget godt forhold til Oscaren. Det har derimod dramaer, og det var da også i et sådant, Jeff Bridges endnu engang brillerede og endelig løb af med sin statuette.

I “Crazy Heart” spiller Bridges en 57-årig falleret og udbrændt countrystjerne, der prøver at tjene til dagen og vejen gennem mindre spillejobs i det sydlige USA. Mere end noget andet holder alkohol ham gående, men rynkerne er begyndt at melde sig som et varsel om en krop, der snart ikke holder til mere. Som en vennetjeneste lader han en kollegas niece interviewe ham til den lokale sprøjte, men interviewet fører én historie mere end planlagt med sig, nemlig historien om, hvorledes han forelsker sig i den unge journalist. Men bliver det en succeshistorie om den unge pige, der kan trække ham ud af den usunde livsstil, eller er den aldrende countrysanger for stor en mundfuld?

Fortjente Jeff Bridges så sin Oscar? Sikkert er det, at rollen bestemt ikke er venstrehåndsarbejde, men tværtimod et bundsolidt bevis på Bridges’ store talent. Når en skuespiller bliver så synonym med en karakter, som Bridges gjorde det med The Dude, kan det være svært at transcendere publikums filmiske hukommelse, men uden slinger i valsen lykkes det Bridges at bringe karakteren Bad Blake til live i en grad, så man aldrig stiller spørgsmålstegn ved hans autenticitet. På trods af Bad Blakes sølle liv portrætteres han med værdighed – ikke som en mand, der har ondt af sig selv, selvom han har grund til det, men som en mand, der ikke bærer på illusioner om sin egen storhed og tager tingene, som de kommer.

Bridges får modspil af Maggie Gyllenhaal, som denne anmelder efterhånden har fået et lille crush på. Hun er kort sagt skidegod i rollen som den unge journalist. Med en naturligt klingende sydstatsaccent og ben i næsen står hun som den solide og afbalancerede karakter, der bliver modbilledet på Bad Blakes omflakkende og indholdsløse liv. Filmen får desuden besøg af Colin Farrell som den unge, men umådeligt populære countrystjerne Tommy Sweet. På trods af forholdsvis lidt skærmtid lykkes det Farrell at bringe en del liv og personlighed ind i den noget uvante rolle.

“Crazy Heart” gør ikke meget væsen af sig. Historien er lille og rolig, en anelse langsom, og kan vel bedst betegnes som et stille drama. Filmens mest dramatiske stund er et temmeligt udramatisk biluheld, men alligevel lykkes det den debuterende instruktør Scott Cooper at holde en god og stabil spændingskurve, som holder interessen fanget. Sandt at sige kom filmen aldrig helt ind under huden på undertegnede, men alligevel giver det en varm følelse at tænke tilbage på den. Det er som regel et godt tegn, ikke sandt?

I den lille historie guides vi igennem en aldrende mands glædesløse verden, men “Crazy Heart” er bestemt ikke deprimerende. Ej heller er det en feel good-film. Men hvad så? Tjah, ikke så meget mere end et udsnit af livet, som det ser ud for nogle personer i det store USA. Hvis mit liv var en film, ville jeg så se den? Måske hvis Jeff Bridges spillede hovedrollen.

Video

Præsenteret i 2.35:1. Dvd’ens videotransfer er generelt ganske hæderligt. Kontrasten er jævnt stabil med enkelte udsving, og der forekommer ingen edge-enhancement. Skarpheden er gennemsnitlig, og i skyggerne ses der ikke digital støj ud over det sædvanlige. Hudtonerne kan synes en anelse røde, men ellers er farverne udmærkede.

Audio

Dolby Digital 5.1 Der er meget musik i “Crazy Heart”, og det er til og med sunget af Bridges selv, som viser sig at have en glimrende countrystemme. Bassen er kraftfuld og utroligt velbalanceret, mens mellemtonerne synes at kunne udnytte højtalerne lidt bedre. Traditionelt set lægges musik i de to frontsatelitter, men ofte kan man støde på film, hvor også surround’en udnyttes, hvilket tilføjer en større fylde, som “Crazy Heart” savner. Dialogen er en anelse flad, men ikke nok til, at det generer.

Ekstramateriale

En række slettede scener, og det er desværre alt, disken har at byde på.