Hjerteskærende flashback til 80’erne

Matthew McConaugheys karriere bestod indtil for få år siden af roller, hvor hans udseende var væsentligt mere vigtigt end hans skuespil. Tydeligvis er det ikke noget, han har været tilfreds med. For siden har han valgt en række stærke og til tider rent ud sagt bizarre roller. Ønsket om at blive taget alvorligt som en ‘seriøs skuespiller’ deler han med mange andre, men det er et fåtal af dem, der formår at opnå det. Fra den groteske lejemorder i “Killer Joe” over en aldrende stripper i “Magic Mike” til den forstyrrede børsmægler, der er mentor for Leonardo DiCaprio i “The Wolf of Wall Street”, er det i hvert fald lykkedes ham at imponere mig.

Denne gang har han så kastet sig ud i en rolle, der rummer hele den hellige treenighed af Giv-mig-så-for-fanden-den-Oscar-redskaberne: Fysisk transformation (under det meste af indspilningen vejede han 61 kilo), nævenyttigt humanistisk budskab (karakteren overvinder sin homofobi) og død af farlig sygdom og/eller Holocaust (AIDS i dette tilfælde). Den lettere beregnende strategi til trods er “Dallas Buyers Club” faktisk en stor filmoplevelse. McConaugheys karakter, Ron Woodroof, er heldigvis en kompleks figur. Han starter ud som en voldsomt macho, homofobisk cowboy med et mere eller mindre udtalt dødsønske.

Men da han får at vide, at han har AIDS og maksimalt en måned tilbage at leve i, forvandles han ikke med det samme til en god person. I starten ser han bare en chance for at tjene penge på at smugle medicin for andre med samme diagnose. Altruismen sniger sig ind på ham. Det er tydeligt, at instruktøren, Jean-Marc Vallée, stoler på sit publikum. Filmen bliver sjældent åbenlyst politisk, men det ligger som undertone i hele historien. AIDS-epidemien i 80’erne skildres indirekte igennem Woodroofs øjne, og vi oplever den marginalisering, mistro og modstand, som desværre blev ofrene forundt.

Filmens anden store rolle bærer Jared Leto som den transkønnede, ligeledes HIV-positive, Rayon, der bliver Woodroofs partner i medicinsmugleriet. Rayons karakter bliver filmens hjerte , og hun er den eneste, der tør give Woodroofs figur modspil. Det er hjerteskærende at se hende i en desperat heroin-deroute, der kun forværrer sygdommen. Leto er blændende god og stjæler stort set hver eneste scene, han er med i. Det er en rolle, der nemt kunne være endt i karikatur og nemme løsninger, men han formår at indgyde hende med så meget personlighed, at jeg tror, enhver må overgive sig.

En af de få svagheder i filmen er starten, der bruger for lang tid til at etablere Woodroof som karakter. Til gengæld fandt jeg den sidste del af filmen ualmindeligt velkomponeret, hvor sygdommen sætter en naturlig stopper for Woodroofs kamp i et bittert, men troværdigt anti-klimaks. Vallée har valgt at filme i naturligt lys af hensyn til skuespillerne, så de ikke skal ud og ind af karaktererne for meget. Det giver samtidig et godt visuelt udtryk til filmen, hvor udendørsscenerne er mættet af lys og liv, imens hospitalscenerne får et passende sygeligt skær fra neonlamperne.