Dance Flick
Udgivet 24. sep 2009 | Af: Andreas Ebbesen Jensen | Set i biografen
Man ved, at man har set en rigtig dårlig komedie, når ingen i biografen – og her mener jeg absolut ingen – på noget tidspunkt i de 83 minutter, filmen varer, udstøder det mindste fnis. Med “Dance Flick” har Wayans-brødrene ikke blot lavet en ubeskrivelig dårlig komedie. De har endnu engang banket et stort søm ned i spoof-komediens kiste, og forhåbentligt bliver det sidste gang, at de talentløse brødre forurener verden med deres fordomsfulde og fordummende b(æ)-komedier. Det seneste ukrudt på stammen er i hvert fald så pinefuldt og enerverende at overvære, at det får en rodbehandling til at minde om en varm sommerdag i Tivoli.
Et godt eksempel er den fantastiske og politisk ukorrekte animationsserie “South Park”, der altid har formået at inkorporere bidende politiske satire med grotesk, fysisk komik. I et af afsnittene bliver de voksne i den lille by overbevist om, at det er bedre for deres helbred, hvis de stopper maden op igennem endetarmen og derefter skider det ud af munden. I “South Park” bliver dette altså ikke bare en ligegyldig pruttejoke uden nogen pointe, men derimod et morsomt billede på, at voksne lukker lort ud, når de prøver at vende verdens tilstand. Og det er lige præcis denne kunst, Wayans-brødrene ikke mestrer. At forene deres toilet-humor med et eller andet form for budskab, kritik eller kærlighed til den genre, de parodierer. Derfor ender “Dance Flick” som én stor ildelugtende prut, der ikke tjener andet formål end at forpeste luften i biografen.
At det er fire sorte brødre, der står bag denne film, er intet mindre end en gåde. Og selvfølgelig må man gå ud fra, at de ikke anskuer sorte mennesker eller homoseksuelle på samme måde, som de portrætterer dem i deres film, men hvis de havde en pointe med at gøre det, så gemmer de den i hvert fald godt og grundigt. Film som “Borat!” og “Brüno” har før vist, hvordan den prut skulle slås. I de to film tjente fordommene og de stereotype fremstillinger af etniske minoriteter og homoseksuelle et større formål, nemlig til at illustrere, at fordommene lever i bedste velgående hos mange af os. Og åbenbart altså også hos Wayans-brødrene.
“Dance Flick” er en vederstyggelig film. En samling af usjove jokes, der aldrig på noget tidspunkt bliver vævet ind i nogen form for historie, og 83 minutter virker som ulidelig lang tid, når man er i så idiotisk selskab. Én stjerne er næsten for meget at give denne hån mod komediegenren, der giver en lyst til at kradse sine øjne ud og hælde cola i ørerne mens torturen står på.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet