En ægte b(æ)-komedie

Man ved, at man har set en rigtig dårlig komedie, når ingen i biografen – og her mener jeg absolut ingen – på noget tidspunkt i de 83 minutter, filmen varer, udstøder det mindste fnis. Med “Dance Flick” har Wayans-brødrene ikke blot lavet en ubeskrivelig dårlig komedie. De har endnu engang banket et stort søm ned i spoof-komediens kiste, og forhåbentligt bliver det sidste gang, at de talentløse brødre forurener verden med deres fordomsfulde og fordummende b(æ)-komedier. Det seneste ukrudt på stammen er i hvert fald så pinefuldt og enerverende at overvære, at det får en rodbehandling til at minde om en varm sommerdag i Tivoli.

En mand stikker hovedet op i sin egen røv under en danserutine. En kvinde lader sit spædbarn dingle ud ad vinduet. En Ray Charles-imitator bliver kaldt en dum, blind nar af sin mor og falder minuttet efter ned i en kloakskakt. En kvinde ved navn Miss Cameltoe laver human beatbox med sin… ahem, ja gæt selv. Er det sjovt? Nej, overhovedet ikke. Men det er ikke ensbetydende med, at såkaldt toilet-humor ikke kan være det.

Et godt eksempel er den fantastiske og politisk ukorrekte animationsserie “South Park”, der altid har formået at inkorporere bidende politiske satire med grotesk, fysisk komik. I et af afsnittene bliver de voksne i den lille by overbevist om, at det er bedre for deres helbred, hvis de stopper maden op igennem endetarmen og derefter skider det ud af munden. I “South Park” bliver dette altså ikke bare en ligegyldig pruttejoke uden nogen pointe, men derimod et morsomt billede på, at voksne lukker lort ud, når de prøver at vende verdens tilstand. Og det er lige præcis denne kunst, Wayans-brødrene ikke mestrer. At forene deres toilet-humor med et eller andet form for budskab, kritik eller kærlighed til den genre, de parodierer. Derfor ender “Dance Flick” som én stor ildelugtende prut, der ikke tjener andet formål end at forpeste luften i biografen.

Utroligt nok er fraværet af historie og humor dog ikke filmens største problem. Havde dette dog bare været tilfældet, så var den hurtigt slettet fra hukommelsen. Grunden til, at den sad fast i baghovedet og nagede mig det efterfølgende stykke tid, er, at den er så ekstrem racistisk og fordomsfuld i sit menneskesyn. De sorte personer i filmen spiser kyllingelår, bærer guldkæder og hører hiphop – en af personerne har sågar pistoler som hænder – og skolens bøsse er en lallende, ultrafeminin tosse med den obligatoriske ultramaskuline basketballtræner-far. Det kommer der sådan cirka 7.000 jokes ud af, hvoraf ingen er sjove, men samtlige er stødende og tåkrummende dårligt konstrueret.

At det er fire sorte brødre, der står bag denne film, er intet mindre end en gåde. Og selvfølgelig må man gå ud fra, at de ikke anskuer sorte mennesker eller homoseksuelle på samme måde, som de portrætterer dem i deres film, men hvis de havde en pointe med at gøre det, så gemmer de den i hvert fald godt og grundigt. Film som “Borat!” og “Brüno” har før vist, hvordan den prut skulle slås. I de to film tjente fordommene og de stereotype fremstillinger af etniske minoriteter og homoseksuelle et større formål, nemlig til at illustrere, at fordommene lever i bedste velgående hos mange af os. Og åbenbart altså også hos Wayans-brødrene.