Rumvæsensfilm med sær politisk dagsorden

Der er især to slags genrefilm, som de altid har kunnet lide at lave i Hollywood: Film om overlevende efter et dødeligt rumvæsensattentat mod Jorden samt film om onde russere og heltemodige amerikanere. Det er til gengæld sjældent, vi bliver mødt med film om overlevende ovenpå et dødeligt rumvæsensangreb, der er fyldt med heroiske russere og mere eller mindre uvidende amerikanere. “The Darkest Hour” er en af de sjældne film af sidstnævnte slags.

De to kammerater Sean og Ben er på flyet mod Moskva. De glæder sig, for snart er de rige og berømte på grund af en ny hjemmeside, de er kommet til Rusland for at sælge. Ikke sent efter deres ankomst er de dog blevet godt og grundigt snydt af deres svenske konkurrent, som kom dem i forkøbet, og nu skal sorgen drikkes væk i metropolens dundrende natteliv. Men inden længe bliver byen, og snart hele verden, invaderet af usynlige rumvæsener, der ynder at slå sine ofre ihjel ved at forvandle dem til kulsort støv. Nu er det op til de to amerikanske kammerater at slippe levende ud af den russiske hovedstad sammen med pigerne Natalie og Anne, inden de alle bliver ofre for de mørke kræfter fra det ydre rum. Så nemt og hurtigt kan plottet opsummeres, og det er da heller ikke filmens handling, men derimod dens politiske dagsorden, der gør “The Darkest Hour” til en lidt mere interessant – men også sær – film end mange af dens artsfæller.

Tilbage i 1980’erne – i lyset af den kolde krig – var det populært at lade russerne agere skurke i amerikanske film (dén tvivlsomme ære i dag er tilfaldet de mellemøstlige folkefærd), men her i “The Darkest Hour” er det altså de selvsamme russere, der konstant hjælper vores amerikanske hovedpersoner ud af kniben. Ja, hvis der endelig skal udpeges en skurk i hele molevitten, må det være den svenske kujon, som først snyder de naive amerikanere og senere får røven på komedie.

Sagt med andre ord: I “The Darkest Hour” er de tidligere fjender nu blevet nære venner, og her er det i stedet de pæne, vestlige karakterer, der opfører sig overilet og krysteragtigt. Således er “The Darkest Hour” en slags kulørt politisk allegori, der håner det 20. århundreds stereotyper og samtidigt peger fingre af den vestlige selvforherligelse og krigsappetit, som Hollywood ellers har dyrket i årtier. En hjernevrider eller decideret intellektuel sag er “The Darkest Hour” dog langtfra, og den forfalder desværre for ofte til tumultagtig, ensartet action til for alvor at efterlade sit publikum med stof til eftertanke. Og da vi endelig får at se de skræmmende væsener fra det ydre rum, ligner de mest af alt sort-malede Pokémon-figurer. Øv.

“The Darkest Hour” er som en bedre udgave af sidste års klodsede “Skyline”, ikke mindst fordi der her bliver brugt førsterangs skuespillere. Det gavner naturligvis kun filmen, at unge, kvalitetsbevidste talenter som Emile Hirsch (der var fremragende i Sean Penns “Into the Wild”) og Max Minghella (som misandten også i “The Social Network” fik stjålet sin idé til en hjemmeside) medvirker, selvom det umiddelbart kan være svært at forstå, hvad der lokkede dem til at medvirke i denne temmelig middelmådige affære. Producenternes overtalelsesevner fortjener applaus.