Abernes planet: Revolutionen
Udgivet 16. jul 2014 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Hvor kom vi fra? Aberne. Det begynder med aberne i “Abernes planet: Revolutionen”. Fokus på James Franco og videnskabsmenneskene fra prequel-genstarten i “Abernes planet: Oprindelsen” er væk eller i hvert fald udlignet til fordel for de mest overbevisende animations-aber, jeg har set.
Nu er alt væk. Kulturen, civilisationen – det, der gør menneskeheden menneskelig. Tilbage er håbet og et depot fuld af maskingevær samt en frygt for de aber, der bor ude i skoven og som kontrollerer adgangen til San Franciscos eneste mulige energikilde. Det kan næsten kun ende galt. De fleste krige handler jo om retten til energi, til at oplade din tablet. Men selv om det er tydeligt, at det ender med et brag, hvor chimpanser til hest maskingeværskyder til måls efter mistroiske mennesker, så gør det ikke så meget. Rejsen mod den uundgåelig revolution, hvor aberne vil møblere om på magthierarkiet, er nemlig effektfuldt fortalt.
Caesar er mere menneskelig end menneskene. Hård leder, men med kone og barn. Mistillidsramt, men med dialoghjertet på rette sted. Ingen af menneskene kan for alvor spille op til Serkis’ superchimpanse, hvor Jason Clarke gør det bedste forsøg som det menneskelige modstykke. Det romantiske modstykke til Clarke derimod, Keri Russell, ligner en vennetjeneste fra “Felicity”-tiden med instruktør Matt Reeves. Det er ikke i menneskelejren, fornøjelsen ligger. Det er i dyreriget, hvor fortællingens motor findes. Og i et dyrerige med en retfærdige konge må der nødvendigvis findes en tronraner, en skidt karl, en Scar. Her hedder han Koba. En abekat, der er så arret grim, at han kun kan blive skurk med et maskingevær i hånden. Men også så arret på sin sjæl, at vi forstår hvorfor. Ingen helt er noget uden en god, ond skurk. Caesar er intet uden Koba – sammen er de “Abernes planet: Revolutionen”.
At få lov til at se en flok hesteridende abekrigere med maskingevær angribe en post-apokalyptisk menneskeborg er isoleret i sig selv en filmfornøjelse, når det som her er udført med en stilsikker miljøskildring og en animationssikker hånd om abepenslen. Havde menneskene været lige så menneskelige som aberne, så havde det været en af de største fornøjelser. Men hey, det er jo abernes planet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet