Kandiserede tårer

Åh de lider, gør de, de stakkels mennesker i “Dear John”. Hvis bare de kunne være sammen, hvis bare ikke krigen rasede, og pligten kaldte, hvis bare ikke familiemedlemmerne blev så syge hele tiden. Åh ve, åh ve.

De ualmindelige rare mennesker er fanget inde i filmen, og selvom de så frygtelig gerne vil være sammen, så rammes de konstant af det forbaskede plot, der kaster endnu en grund i hovedet på dem for, hvorfor de nu alligevel ikke kan ømt forenes. Hvis Vorherre har skabt disse omstændigheder, så er han så afgjort en sadist af den værste slags.

Den kvindelige part er den yndige Savannah, der står og sukker henført nede ved molen, da hun taber sin taske ned i vandet. Den muskuløse unge John springer dog prompte ned for at hente den og risikerer derved liv og lemmer. Det forekommer måske temmelig tåbeligt for en taskes skyld, men da Savannah har læst “Håndbogen i romantisk klicheadfærd for ungt par” og derved er klar over, hvad der forventes, bliver hun naturligvis omgående forelsket i ham. De ønsker at være sammen, men det er jo svært at få tid til, når Savannah hele tiden skal bygge huse for hjemløse, passe autistiske børn og generelt set arbejde på at give Moder Teresa mindreværdskomplekser.

John skal for sin del udstationeres af hæren og kan ikke være sammen med den udkårne, da han hele tiden absolut skal forlænge sin kontrakt. Hvorfor han skal det er et godt spørgsmål. I “The Hurt Locker” skyldtes en lignende adfærd en afhængighed af selve krigen – her er det blot handlingens undskyldning for at trække smerten ud. Samtidig blusser en konflikt op mellem dem, da Savannah gør John opmærksom på, at hans far måske også lider af autisme. Det kommer øjensynligt helt bag på John, der åbenbart antager, at det er ganske normalt, at faderen aldrig taler om andet end mønter og altid laver præcis de samme retter på præcis de samme dage.

Filmens omdrejningspunkt er i det hele stærkt afhængigt af, at vore hovedpersoner hele tiden formår at finde på nye grunde til, hvorfor de ikke kan være sammen, hvilket hurtigt bliver ganske belastende at overvære. Hurtigt hænger vi fast i en endeløs strøm højtlæsning af parrets dræbende kedelige breve, mens lydbaggrunden fyldes af musik, der er kitschet nok til at få Richard Ragnvald til at græmme sig. Da parret efter megen afsavn endelig kan forenes i elskov, er scenen så kunstig opstyltet takket være censuren, at man helst havde været fri. Folkene bag filmen kunne have lært meget af at se de klassiske Hollywoodværker grundigt. Hvis man pga. censur alligevel ikke kan vise sex på lærredet, er det langt bedre indirekte at antyde, at det er foregået.