I gæld til fortiden

Det er nok de færreste danskere, der har hørt om “The Debt”. Det er nok en endnu mindre minoritet, der har set den israelske thriller “Ha-Hov” fra 2007, som “The Debt” er en amerikansk genindspilning af, og selvom “The Debt” klarede sig nogenlunde i de amerikanske biografer (med dens beskedne budget på 20 millioner dollars in mente), fik den alligevel aldrig premiere herhjemme.

Alt dette er dog ikke ensbetydende med, at “The Debt” er en bitte discountproduktion. Kast bare et blik på filmholdet: Instruktøren er John Madden, som stod bag den noget overvurderede, men også enormt underholdende Oscar-sluger “Shakespeare in Love”. Manuskriptet er udarbejdet af den talentfulde duo Matthew Vaughn og Jane Goldman, hvis CV’er blandt andet prydes af de fornemme tegneseriefilmatiseringer “X-Men: First Class” og “Kick-Ass”, samt Peter Straughton, som netop er blevet Oscar-nomineret for sin blændende drejebog til “Dame, Konge, Es, Spion”. Foran kameraet er desuden garvede folk som Helen Mirren, Tom Wilkinson, vores egen Jesper Christensen og “Avatar”-superstjernen Sam Worthington. Jamen dog.

Men er “The Debt” lig med summen af alle sine imponerende dele? Ikke helt. Mens filmen byder på masser af godt skuespil, adskillige nervepirrende sekvenser og drama af en forholdsvis høj kaliber, så ender “The Debt” som lidt af en light-udgave af Steven Spielbergs “München” – momentvis lige så spændende, men aldrig nær så dyb. Ligesom Spielbergs moderne mesterværk er “The Debt” en historie om israelske efterretningsfolk, der bliver sendt i marken for at opspore nationens fjender. Vi følger tre af dem – Rachel, Stephan og David – både som afdankede agenter i 1997 og som unge spioner tilbage i 1965, mens de i det sovjetbesatte Østberlin forsøger at pågribe den nazistiske krigsforbryder Dieter Vogel (Christensen).

Selvom “The Debt” afgjort har thrillerelementer i sin dna (især en konfrontation ved Berlins grænsekontrol tirrer nerverne), så kan filmen bedst beskrives som et kammerspil. Hovedparten af historien finder sted i 60’ernes Berlin og i den loftslejlighed, hvor vores tre hovedpersoner planlægger kidnapningen af Vogel og dernæst holder ham fanget. Mens agenterne venter på at blive hevet ud af Berlin, forsøger Vogel at knække dem ved at svælge i antisemitiske spydigheder. Mental krigsførelse for fuld skrue.

Og det er netop samspillet mellem Christensen og de tre yngre skuespillere (Worthington samt Marton Csokas og Jessica Chastain), der er filmens største styrke. Christensen leverer endda sin hidtil bedste udenlandske præstation. Selv når Vogel stivfrossen og tavs nedstirrer sine bortførere, kan man mærke en rendyrket ondskab sive gennem hans iskolde årer, og de tyske replikker leverer danskeren også upåklageligt. Vogel og gruppens isolerede omgivelser skaber spændinger, der resulterer i skænderier, slagsmål og endda hjertesorg, som alt sammen højner intensiteten og styrker filmens greb om vores nerver, og den psykologiske krig mellem karaktererne er uhyre fascinerende. Worthington har heller aldrig været bedre.

Skuespillerne er så dygtige, og karakterportrætterne er så nuancerede, at man hurtigt bliver forgabt i fortællingens forpinte eksistenser. Men desværre er filmen ikke nær så interessant, når den springer frem i tiden til 1990’erne. Både Mirren og Wilkinson døjer lidt med deres israelske accenter, men som altid er de to britiske naturtalenter sublime. Men filmens sidste halve time føles altså som lidt af en påklistret eftertanke ovenpå filmens mesterlige midterdel, der slutter med en fornem twist, som viser sig at være filmens omdrejningspunkt. Naturligvis skal intet afsløres her, men de sidste 30 minutter spurter af sted mod en kluntet konklusion, der på ingen måde er forløsende.

Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.40:1. Jeg bemærkede en smule banding (skillelinjer mellem de forskellige farvelag) i billedet, allerede da filmselskabernes logoer tonede frem. Resten af filmen ser dog ganske fremragende ud. De meget jordnære, kølige farver gengives fornemt, og billedet har en tilpas grynet, celluloidagtig tekstur, som aldrig plages af støjreduktion. Enkelte halvslørede skud forekommer, men langt størstedelen af filmens billeder fremstår knivskarpe, og edge-enhancement figurerer aldrig.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor vil næppe blæse dig omkuld, men det er under alle omstændigheder et glimrende lydspor, der fornemt supplerer billederne. “The Debt” er en relativt stilfærdig film, og de fleste scener byder udelukkende på dialog, som gudskelov gengives klokkeklart. Under de fåtallige actionsekvenser (såsom den førnævnte grænsescene) vågner kanalnetværket for alvor op til dåd, og pistolskuddene og et enormt, forbipasserende tog får gulvet til at vibrere takket være den fornemme brug af subwooferen. Både dybe og høje toner kommer klokkeklart igennem, og Thomas Newmans musik fylder altid tilpas i lydbilledet. Den auditive atmosfære er en anelse stilfærdig, men oftest spækket med et væld af stemningsfulde lydeffekter.

Ekstramateriale

Instruktøren John Madden og produceren Kris Thykier har indtalt et meget seriøst kommentarspor til filmen, som desværre også er en anelse kedeligt og byder på adskillige pauser. D’herrer kommer med enkelte interessante pointer, men der bliver brugt for megen tid på retoriske spørgsmål og gennemgange af handlingen. De tre korte dokumentarer “A Look Inside The Debt”, “Every Secret has a Price: Helen Mirren in The Debt” og “The Berlin Affair: The Triangle at the Center of The Debt” varer tilsammen blot otte minutter, og desværre består de næsten udelukkende af klip fra filmen og interviews, hvori skuespillerne og filmmagerne opremser filmens plot og skamroser hinanden. Øv. Men i det mindste præsenteres ekstramaterialet i 1080p.