Den store Anden

“Den Anden Side” smykker sig med en af den slags ordspil, der altid har ligget lige for i Anders ‘Anden’ Matthesens stand-up-shows, rap-albums, film, bøger, radioprogrammer etc. Men det er også en anerkendelse af den evige forbindelse mellem Andens succes i offentligheden og det private menneskes liv uden tilskuere på. Pernille Rose Grønkjærs leder længe, men finder aldrig helt den anden side i en ‘berømmelsens bagside’-fortælling, der bliver noget navlepillende. Til tider kontant smertefuldt at se på. Men ofte også distanceret..

Den her side af sagen er indrammet af to succesfulde shows; “Anders” fra 2010 og “Shhh” fra sidste år. Imellem disse to udfoldes Matthesens kamp med selvværd og de kæmpe ambitioner, der truer med at lamme ham. Det skal altid være bedre end sidst. Kombineret med arkivoptagelser af familie, venner og kolleger, som Mick Øgendahl og musikproduceren Bossy Bo, får Anders Matthesen frit spil til at udtale sig om sin verden. I en form som man kender indgående, hvis man nogensinde har set hans stand-up. Det er observationen i centrum, bare med den forskel at Matthesen ikke skal tale om hjemmelavet pizza og indianere, men om sig selv. Og det ser ud til at gøre ondt.

Der er ingen Knausgård her, som Matthesen undervejs siger med henvisning til den norske forfatter, der bragede den store bølge af autofiktive værker i gang. At afsender og hovedperson er ét og samme menneske er ikke et frisættende kunstgreb for Matthesen, snarere et frustrerende faktum som medfører en stor identitetskrise. Men set udefra er det netop også en sætning, der viser karakter. Det siger noget om Andens brede favntag, at han sammenligner sig med en nobelpris-kandidat og minuttet efter filmer Mick Øgendahls tisvåde bukser på en tur til New York. Han er blevet en stor komiker på at parre plat røvsnak med buddhistisk filosoferen over menneskets natur.

At der er flere sider af mennesket er ikke et udsagn, som nogen kan være uenige i, men det er, som om instruktør Grønkjær har nok i at præsentere det, og ellers lade os trille med rundt på bagsædet af tourbussen (selvført tourbil er det faktisk). Det er en meget dokumenterende dokumentar, en lang række scener, hvor Anders Matthesen taler til kameraet eller med sin kone om, hvor meget han tvivler på hele sit virke. Han ved ikke, hvor han skal hen, og det er desværre en følelse, der nogle gange forplanter sig ud til mig, som kigger på. Et slags kedsomheds-eksperiment, hvor vi deler den udmarvende fornemmelse af at køre Danmark rundt til 80 udsolgte shows. Morgenmad, motorvej, autografsession, show. Forfra…

“Den Anden Side” træder så at sige ind midt i det vakuum, der opstår, mens det gamle show toner ud, og det nye endnu ikke har tegnet sig klart op. Men den nærmest rituelle gang fra succes til depressiv skriveblokade og tilbage til en form for accept og nyt mod på arbejdet bliver aldrig kommenteret nærmere. Det starter med et show og slutter med et show, men indimellem står det ikke særlig klart, hvordan vi kommer fra ’Jeg skal måske aldrig lave stand-up igen' til scenebygning og udvælgelse af den helt rigtige plakat. Derfor kunne man hævde, at titlen, “Den Anden Side”, er en tilsnigelse, og man aldrig bliver klogere på den Anders Matthesen, der ikke fyrer en joke af hvert 10. sekund.