Den gyldne tid
Udgivet 21. jul 2010 | Af: Benway | Set i biografen
En af 00’ernes bedste og mest gribende dramaer var utvivlsomt den rumænske “4 måneder, 3 uger og 2 dage”, der med stille intensitet fortalte om prøvelserne ved at få udført en ulovlig abort under Nicolae Ceausescus kommunistiske diktatur.
Hver film er instrueret af en forskellig instruktør, og tonen skifter derfor fra episode til episode, selvom lighederne alligevel er til at tage og føle på. Om noget så afslører de en særlig lun underspillet østeuropæisk humor, der synes at gå igen i alle afsnittene.
I en anden beretning bliver det en svær overvejelse, hvordan man tager livet af en gris, uden at naboerne opdager det, og i en tredje slår et par sig sammen i bedste Bonnie og Clyde-stil med en fidus så omfattende, at det mest absurde ved situationen næsten bliver deres beskedne gevinst: salget af nogle brugte tomme flasker. I et land så fattigt og så kuet af myndighedernes forrykte bureaukratiske metoder er selv den mindste femmer en formue. Alle disse beretninger stikker stilfærdigt til den daværende magt, der indirekte står for skud i samtlige historier, og som med den skarpladte sorte humor-kanon får sin retmæssige bekomst.
Som alle film fyldt med mange fortællinger er nogle bedre end andre, og med en spilletid på over to timer er det svært ikke at blive en smule restløs undervejs. Alligevel er filmen et spændende og temmelig fascinerende kig ind i en svunden virkelighed, som man morer sig over at betragte, men bestemt ikke misunder hovedpersonerne. Selvom forholdene her er komiske og til tider næsten får en nostalgiske tone, så står de på mange måder i naturlig forlængelses af de tragiske begivenheder fra “4 måneder, 3 uger og 2 dage”. På sikker afstand er de sjove, men at leve under de forhold har bestemt ikke været nogen spøg.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet