Den lille prins
Udgivet 8. jun 2016 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Jeg kan allerede høre puritanernes fornærmede protester: ’Helligbrøde! Blasfemi! Det dér, det gør man bare ikke ved en klassiker!' Lad dem brokke sig. De tager fejl. Det, “Kung Fu Panda”-instruktør Mark Osborne har gjort ved Antoine de Saint-Exupérys elskede fortælling om “Den lille prins”, er præcis det, mange kedeligt forudsigelige filmatiseringer ikke tør. Han fortæller den på en ny måde. Med kærlighed, men uden overdreven respekt. Han fortæller til vores virkelighed, som unægtelig er en anden, end den var i 1943, da historien blev skrevet.
I CGI’ens voksenvirkelighed bor en lille pige med sin ambitiøse karrieremor. Her er alt ordnet med effektivitet og profit for øje. Husene er ensformige og funktionelle. Vejene krydser kun hinanden i rette vinkler. Ingen skæve, sværmeriske svinkeærinder. Kun den lige vej mod det fornuftige mål. Selv buskene er klippet firkantede. Den lille piges liv er lige så skarpt tilrettelagt som omgivelserne. Hendes mor har organiseret hendes liv i et altomfattende excelark af en tidsplan, som ikke levner megen tid til leg og pjat. Den slags er der ikke plads til, hvis den lille pige skal klare optagelsesprøven til den fine skole, så hun kan få en god uddannelse, et godt job og et produktivt liv.
Ordene og illustrationerne bliver levende i en smuk stop-motion-animation, hvor karaktererne ligner små, udskårne træfigurer. Det må have taget lang tid. Ikke en særligt effektiv måde at lave film på. Og det er lige netop en af de ting, der gør det så smukt. “Den lille prins” er stadig en elegant lille fortælling om venskab, nærhed og død. Men i sin nye ramme får den samfundskritisk kant som en påmindelse om, at læringsmål, gode karakterer og stor profit ikke er det vigtigste her i verden. Det vigtigste kan nemlig kun ses med hjertet.
Den første filmatisering af “Den lille prins” er næppe, hvad kendere forventer. Instruktør Mark Osborne har tilladt sig at gå til opgaven med en ambition om at formidle dens ånd på en måde, der taler til vores nutidige virkelighed. Den lille prins har overladt scenen til en lille prinsesse. Respektløst? Det synes jeg ikke. Men modigt? Det må du nok sige. Gid, der var flere, der turde vove så vildt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet