Uden bid

’Jeg kan faktisk godt lide vampyrer,' siger den modige, dødelige og kedelige Anton Knudsen til sin nye og problematiske ven, Rudolf Von Rosentorn. Det troede jeg også, at jeg kunne, men efter at have set “Den lille vampyr” er jeg i tvivl. De kan ellers både være sjove som Dracula i “Hotel Transylvania”, forelskede og lidt for seriøse som i “Twilight”-sagaen eller bare dejligt uhyggelige. Den lille vampyr, Rudolf Von Rosentorn, bor i en verden, der sjældent er sjov og heller ikke uhyggelig. Bare dum og forudsigelig med latterlige replikker, forudsigelige skurke og uden nogen form for Halloween-charme.

Du ved, den Halloween-charme, som Tim Burton mestrer med film som “The Nightmare Before Christmas” eller “Corpse Bride”. Den slags charme og stil, som både er lidt ulækker og uhyggelig, men du heller ikke kan kigge væk fra. Intet af den charme findes i denne version af Transylvania, hvor vampyrer intet vil have med mennesker at gøre, og hvor skurkene består af den kedelige, motivløse vampyrjæger Thorsen med sit unge opfinder-sidekick, der ikke kan finde ud af andet end at vælte rundt i dårlig slapstick-komik.

De her vampyrer er kedelige goth-efterligninger af den ægte vare. Familien Von Rosentorn består af klichéforældrene, der først er mistroiske og senere støttende. Den seje, øreringsbærende storebror med attitude. Pige-vampyren Anna, hvis eneste job tilsyneladende er at være en pige, som lynhurtigt kan forelske sig i den menneskelige hovedperson, a la “Twilight”. Og så har vi den lille vampyr selv, Rudolf, der er ‘set 1000 gange før’-kæk, men modig ligesom i et utal af andre børnefilm.

Men i modsætning til andre film med en kæk, modig dreng på plakaten, som Simba i “Løvernes Konge” eller Hikke i “Sådan træner du din drage”, så har Anton Knudsen og Rudolf Von Rosentorn intet fornuftigt eller sjovt at sige. De siger i stedet direkte, hvad de tænker. Eller laver jokes af den bogstaveligt usjove slags. Som da Anton kalder Rudolf for noget ‘cool’. Rudolf forstår det ikke, da han ikke kan se, hvad temperaturen har med noget at gøre. Lige præcis den joke er desuden dømt god nok til at blive gentaget med næsten hele familien Von Rosentorn. Køligt.

For “Den lille vampyr” er ikke særlig cool, og det eventyr, som Rudolf og Anton drager ud på, er det heller ikke. Det er faktisk så kedeligt, at jeg næsten glemte det undervejs, ligesom manuskriptet selv næsten gør det. Størstedelen af Rudolfs vampyrklan spærres inde i deres krypt af den onde Thorsen. Hvorfor? Ingen ved det. Rudolf ender i sit flugtforsøg med at mødes med Anton, som han selvfølgelig, mod alle familiernes fordomme, bliver venner med. Én gang, midt i al slapstick-balladen og bratwurst-spisende tyskere i lederhosen, skal vi lige se et flugtforsøg fra storebror og resten af den anonyme vampyrklan i deres krypt. Bare lige for at minde os om, hvad det nu handlede om.