“Den skyldige” er en enkeltrums-thriller, der formår at skære endnu mere ind til benet og bide sig hårdere fast end de fleste andre i den velbesøgte genre.

Ingen ‘snyd’ med flashbacks eller pauser hos det jagtende politi. Bare Jacob Cedergrens stressede ansigt og en strøm af ubehagelige telefonopkald – det er dansk “Phone Booth“. 

Den afgørende forandring er, at den isolerede stakkel og ham, der kan hjælpe, er den samme.

For hovedpersonen Asger er netop politibetjent, og alarmcentralen er det klaustrofobiske rum, han er fanget i. Ikke af en ond terrorist eller seriemorder, men af stemmen ‘Iben’, som han desperat forsøger at redde fra en kidnapning.

Tror han da. Mens Asger langsomt reder trådene ud, eller rettere ringer til dem, der kan gøre det, åbenbares den grimme baghistorie. Både for den paniske Iben og for betjenten, der selvfølgelig ikke har taget telefontjansen af egen fri vilje.

Det er et skarpt koncept. Jacob Cedergreens sammenbidte frustration spreder sig ud til mig. Hvad fanden sker der?

Selv om Asger selvfølgelig leger klassisk rogue cop og trækker i ulovlige tråde hos sine gamle makkere på gaden, er det meste af “Den skyldige” ubehagelig ventetid, der pludselig brydes af enerverende ‘RING-RING-RING’ fra telefonen.

Den fællesangst for forstyrrende telefonopkald, vi som samfund efterhånden har opbygget, bliver ikke afhjulpet af “Den skyldige”. Tværtimod.

Gustav Möllers brug af lyd er i det hele taget fremragende og en af årsagerne til, at hans film bør ses i en biograf.

Eller bare høres. I hvert fald viser den nok engang, hvor lidt der skal til at pirre fantasien – en fortvivlet kvindestemme, en skratten på en telefonlinje efterfulgt af larmende tavshed, to betjentes rapportering fra et chokerende hjemmebesøg. Grimme billeder, der ikke kan klippes væk fra.

Det er her “Den skyldige” kommer videre end den stiløvelse, den her slags koncentrerede thrillere nogle gange ender i.

Fordi den får fat i det følelsesmæssigt provokerende i at sidde med blødt brød og kaffe og tale med mennesker i potentiel livsfare. Og derefter lægge på og håbe.

Den allerede gedigne suspense bliver dermed underbygget af et vedholdende ubehag – de små og store twists er befriende enkle, men markante og effektfulde.

Historien tager ingen unaturlige krumspring og lander knaldhårdt lige omkring de gyldne 90 minutter. Ikke for langt og udvandet, ikke for kort og utilfredsstillende.

Og så er det hele forankret i en misundelsesværdig udgave af det som alle forhandlere ønsker sig: Dialog. Replikkerne og især pauserne mellem dem er både skræmmende og håbefulde og hele tiden i præcise ryk mod næste overraskelse.

Man kan nærmest drage en parallel mellem Möller og hans politibetjent. Med begrænsede midler til rådighed skal de henholdsvis redde et liv og gøre os herude overbevist om, at det liv betyder noget.

I hvert fald én af tingene lykkes fuldstændig.