Det er ikke mig… jeg sværger!
Udgivet 24. sep 2009 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
“Det er ikke mig… jeg sværger!” tog publikum med storm på dette års CPH:PIX og vandt også en pris som publikums yndling som tak for besværet. At et skandinavisk publikum lader sig charmere af en canadisk film kan hænge sammen med, at den unge 10-årige protagonist Léon ikke har så lidt tilfælles med Ingemar i Lasse Hallströms “Mit liv som hund”, og at filmen rent tematisk har en besnærende lighed med den morbide humor, vi stiftede bekendtskab med i Peter Schønau Fogs “Kunsten at græde i kor”. Nu får publikumsyndlingen mulighed for at gøre indtryk på hele det danske biografpublikum.
Vi følger det sælsomme univers igennem gavtyven Léon, der på en gang er uvidende om, hvad der sker omkring ham, og samtidig ganske klar over, hvad hans voldsomme opråbshandlinger fører til. Som da faderen vredt jagtende tager ham i en løgn, hører vi Léons indre morbidt humoristiske monolog, der ræsonnerer sig frem til, at det mindst slemme i valget imellem at skulle konfronteres med faderens repressalier og falde 10 meter ned på hård sten er sidstnævnte, der nok giver ham fysiske smerter, men indre fred. De tre børn i de bærende roller er fænomenalt castet og spiller med stort overskud og fornemmelse for den humoristiske balance, der kan være vanskelig at holde i en film om forsømte børn og selvmord.
“Det er ikke mig… jeg sværger!” er en lille film, der vil sige mangt om meget – måske for meget, hvilket gør den til en levende og diskussionslysten film, og dem kan vi aldrig få for mange af. Hvad er det normale, og er det godt eller skidt at være det? Her står faderen og sønnen Jérome for det regelrette og normbestemte, hvorfor Jérome farer i flint, da Léon siger, at forældrene er blevet skilt – det er lige så slemt som at sige “vagina”, bedyrer Jérome. Heroverfor står moderen og Léon, der vil bryde fri og ødelægge – henholdsvis patriarkatet og alt andet. En stærk tematik, der ville have stået fortrinligt for sig selv, men i denne film er spædet op med kritik af 68′-generationens egoistiske selvrealisering, en undersøgelse af, hvad psykisk og fysisk vold gør ved børn, opdragelsesfilosofi og en hel del mere, der næsten gør den tematiske kage lidt for fed.
Instruktør Falardeau har skabt en ikke helt almindelig film om almindelighed og ualmindelighed, og hvordan begge ting kan skade eller gavne børn på hver sin facon – løsningen er ikke givet. Den morbide humor er gennemført og ender næsten med at være en provokation af dimensioner, inden der slutteligt redes i land. Ikke desto mindre er den endt som en tankevækkende film, der bestemt har potentiale til at erhverve flere yndlinge, tro mig… jeg sværger.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet