Så er der serveret

Trods adskillige nomineringer og også enkelte vundne priser ved sin oprindelige tilvejekomst i 1973, så var det nok fortrinsvis det kontroversielle indhold, som i sin tid gjorde fransk-italienske Marco Ferreris “Det store ædegilde” såvel berømt som berygtet uden for filmens eget hjemlands grænser.

Det er den let surreelle fortælling om de fire aldrende levemænd, kokken Ugo, dommeren Marcello, tv-produceren Michel og piloten Philippe, som hen over en lang weekend sætter hinanden stævne i en overklassevilla for, ganske enkelt, at æde sig selv og hinanden ihjel. Ud over de kulinariske traktementer i uanede mængder bliver lokaliteten også befolket med en flok villige prostituerede samt den svulstige og overmåde seksuelt hungrende skolelærerinde frøken Andrea. De fire livstrætter gourmeter fra den franske provins Bourgogne er nået til deres livs vinter, men har besluttet at runde af med manér. På menuen er de ingredienser, som altid har betydet mest for dem: mad og kvinder. I stride strømme.

Og dermed balancerer instruktøren på den hårfine grænse mellem kunst og perversion. Det er formentligt også lige præcis derfor, at filmen i sin tid skilte vandene. Mest af alt ligner forestillingen, som stort set kun har benævnte herskabshytte i en forstad til Paris som kulisse, et regulært orgie, hvor sammenblandingen og overforbruget af både gastronomisk kogekunst og seksuelle behov gør selvsamme til både uappetittelige og særdeles frastødelige objekter. Men mon ikke det netop har været formålet fra Ferreris side? I hvert fald er de mere end to timers vulgariteter og indimellem gale indslag lidt af en prøvelse. Men samtidig er det stor filmkunst, vi her har med at gøre. “Det store ædegilde” sender nemlig tankerne tilbage til den franske nybølge og fransk films guldalder – en af dem – mere end et årti forinden.

Filmen springer til alle tider enhver ramme for, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt inden for filmverdenens selvbestaltede dogmer. Det er en befrielse at opleve, at der en sjælden gang imellem trods alt udkommer film, hvor kunstneren bag tør tage livtag med en til tider forstokket branche. Og derfor kommer “Det store ædegilde” mest af alt til at ligne en farce og er det vel egentligt også. Rebelskheden og fandenivoldskheden er løs hos både karaktererne og sågar også i de situationer, der pensles ud på det store lærred. Momentvis bliver det for meget af det gode, men generelt er opskriften hylemorsom, og om ikke andet får den tildelt et par velfortjente lussinger til det nok så bonerte borgerskab.

Der hersker naturligvis en let anspændt stemning blandt firkløveret, hvis interne relationer vi aldrig får redskaber til at sammenstykke, vel vidende, at døden er nært forestående. Men alligevel foregår seancen med de store armbevægelser og oprejst pande. Livet er en farce, og livet skal leves, mens vi har det, synes instruktøren at messe i baggrunden. Og man kan kun give ham ret. Undervejs bliver det hele dog en tand for meget for de tre til lejligheden inviterede glædespiger, som en efter en bukker under og takker af. Kun den udefrakommende og barmfagre Andrea holder stand og står last og brast med de fire, mens maden fortæres med uformindsket styrke, og deres kroppe langsomt giver op.

De fire madmusketerer har alle lig i lasten, og for nogle af dem strækker det sig helt tilbage til den tidligste barndom. Skuespillet er indlevende og føres igennem af fransk og italiensk films allerstørste notabiliteter, som i øvrigt deler fornavn med deres respektive karakterer. Marcello Mastroianni er som den kvindeglade pilot på evig jagt efter nyt kørvel, mens Michel Piccolis tv-producer plages af et nedslidt tarmsystem – gæt selv hvordan det udvikler sig – Philippe Noirets dommer domineres til dagligt af sin amme, der ved flere lejligheder har voldtaget ham, og – som rosinen i pølseenden – har vi Ugo, der altid har vægtet sin kogekunst og sine kokkeknive over ægteskabet med sin tilkomne.

Hvorom alting er, bliver der taget godt for sig af retterne på flere planer. Sex og mad bliver en sammenflydende og umiskendelig masse, hvor de primale behov opfyldes på den allersidste rejse på vej mod dødens rige. Det er lidt lige som at overvære et realityshow, hvor deltagerne stemmes ud én efter én. Her er eneste forskel blot, at det ikke er med livet i behold. Scenarierne er fra start til slut bizarre og historien uden tvivl alternativ. Og netop derfor er det svært ikke at få appetit på livet, netop som de fire hovedaktører har mistet deres. Så er der serveret.

Video

“Det store ædegilde” er ikke i sig selv en kulinarisk oplevelse, men tager sig ikke desto mindre udmærket ud med sit letterbox 1.66:1-format, ikke mindst takket være fotografen Mario Vulpianis betagende indstillinger. Generelt forekommer der ikke tilfælde af edge-enhancement i nævneværdigt omfang, ligesom udtværinger og digitale forstyrrelser heller ikke indfinder sig. Farvetemperaturen er i tilgift stabil, mens kontrasten derimod foretager et par mindre udsving, og enkelte eksempler på blødhed og myrer i billedet heller ikke fornægter sig.

Audio

Lydsiden udbasuneres i nærværende film i et Mono 1.0-lydspor, som efter omstændighederne gør en rimelig figur. Dialogen er gennemgående tydelig og plages kun enkelte steder af overstyringer. Underlægningsmusikken er på det nærmeste ikke eksisterende, så eneste anden lydkilde er den udmærkede atmosfære, som bestemt ikke er uden mangler, men også skal ses som et produkt af den tid, den oprindeligt udspringer af.

Ekstramateriale

Der er ikke ekstramateriale på denne udgivelse.