Hadet eksploderer

Kathryn Bigelow er vendt hjem. Efter to ture i Mellemøsten i “The Hurt Locker” og “Zero Dark Thirty” er hun landet i “Detroit”. Og hun har taget krigen med. Her er dog ingen vejsidebomber, men eksplosionerne truer stadig under overfladen. I Detroits sorte nabolag, der er klar til at bryde ud i optøjer ved den mindste gnist. Og mellem ørerne på byens hvide politistyrke, hvor en sprængfarlig mikstur af afmagt og racisme er ved at koge over. Det er en bombe af den slags, der stadig med jævne mellemrum sprænger mellem fingrene på vor dages politikere. Bigelow skildrer fornemmelsen af truende detonation med en intensitet, som overgår selv de mest anspændte øjeblikke i “The Hurt Locker”.

Begivenhederne finder sted i Detroit, sommeren 1967. Bigelows håndholdte kamera blænder op for den gnist, der sætter byen i flammer. En razzia af en smugkro. En forbipasserende kaster en flaske i politiets retning. Det starter en kædereaktion, og inden længe er byen i undtagelsestilstand. Militæret sættes ind i gaderne. Arkivbilleder blandes med rystende realisme. De scener er det tætteste, “Detroit” kommer på at løfte blikket fra begivenhederne og skabe lidt overblik. Noget kontekst. For det er ikke en film om raceskel som et abstrakt og komplekst emne. Det er en helt konkret skildring af to af de følelser, som skellet skaber – had og frygt.

Der er både frygt og had i overflod på det lurvede Algiers Hotel, hvor hovedparten af “Detroit” udspiller sig. Her har doo wap-sangeren Larry og vennen Fred søgt tilflugt fra gadeoptøjerne. ’At være sort er som at have en pistol rettet mod panden,' siger en af hotellets andre gæster, inden han skyder ud af sit vindue med en legetøjspistol. Løst krudt. Så kan politiet mærke, hvordan det er. En dum, dum drengestreg. Snart er hotellet omringet, og en helvedes-nat med politivold, død og rædsel begynder. Baseret på en sand historie. Det er her, “Detroit” skiller sig ud fra alle andre film, jeg har set.

For natten føles virkelig endeløs. Den bliver ved. Det er torturscenerne i “Zero Dark Thirty” og desarmerings-scenerne i “The Hurt Locker” strakt til over en times spilletid. Halvdelen af “Detroit” er ét langt forhør, hvor politiet med vold og dødstrusler terroriserer de uskyldige hotelgæster. Hvem skød fra vinduet? Hvor er pistolen? Anført af Will Poulters sadistiske betjent Krauss går ordensmagten hurtigt ud over deres lovlige beføjelser. Begivenhederne eskalerer stødt og langsomt. Snart minder det næsten om en horror home invasion som Michael Hanekes “Funny Games”. Alle vejrer muligheden for en massakre.

Det hektiske kamera fæstner sig ofte i ekstreme nærbilleder af ansigter dækket af blod, sved, tårer, snot og savl. Kropsvæsker og frygt fosser ud. Det er ubærligt. Og det bliver ved. Og ved. Og ved. Det er den mest intense, udmattende og ubehagelige time, jeg mindes at have tilbragt i en biograf. Midt i stormen står John Boyega som sikkerhedsvagten Dismukes. Først på politiets side. Men snart bliver hans mission at få hotelgæsterne levende gennem natten. Han giver situationen en tiltrængt flig af håb, mens vold og nat bliver mørkere og mørkere.