Det er ikke mange år siden, at computergenererede effekter var forbeholdt stjerneinstruktører. Sådan er det ikke længere. Teknologien er blevet billigere, og det er efterhånden svært at finde en actionfilm uden CGI. Ser man film som f.eks. “Transformers: De faldnes hævn” eller “Terminator Salvation”, er det nærliggende at argumentere for, at effekterne er blevet et mål og ikke et middel. Historie og karakterer skubbes i baggrunden til fordel for effekthelvedet, og resultatet bliver ligegyldige film, hvis eneste force er, at de fremmer teknologien. Heldigvis er der i kølvandet på denne tendens opstået et slags modsvar, hvor film med et næsten tiltænkt sløset look, måske endda dokumentarisk, pludselig overrasker ved at gøre brug af subtile computereffekter, som først og fremmest underbygger historien i stedet for at gøre opmærksom på sig selv. Her træder “District 9” ind i billedet.

Ikke siden Tim Burtons “Mars Attacks” har vi set så originalt et bud på ”invasionen fra rummet”. Temaet er yndet i Hollywood, men alt for ofte ender det i en krig mellem de slemme rumvæsener og de undertippede mennesker. “District 9” giver et helt anderledes bud på, hvilke situationer der kunne opstå i mødet med de fremmede – og tænk engang: Rumskibet lander ikke over USA, men et sted i Afrika! Kan det overhovedet lade sig gøre? Ja, og det lykkes til og med glimrende.

En stor del af filmen skal forestille at være en dokumentar, men hen ad vejen hopper den af sporet og begynder at fortælle historien, som var det fiktion. Det kan virke en smule kantet, men hvis man accepterer det som den filmiske virkelighed, fungerer det faktisk ganske fint. Det samme gør hovedpersonen, hvilket er noget af en bedrift, eftersom det er utroligt svært at engagere beskueren i en dybt usympatisk protagonist. Det lykkes dog over forventning – ikke mindst pga. af den ellers ukendte Sharlto Copley i rollen som Wikus Van De Merwe

Præsenteret i 16:9. Billedet har en god skarphed, og komprimeringsfejl som farveblødning og edge enhancement er helt og aldeles fraværende. Kontrasten er for det meste god, men har små udsving, så de sorte flader engang imellem bliver grålige. De mildt desaturerede farver fremstår flot, så det beskidte, sydafrikanske slumkvarter kommer til sin ret med et råt look, der accentuerer filmens stemning.

På lydsiden er der godt nyt til de audiofile, for “District 9” byder på et forbilledligt lyddesign, som oven i købet lyder knasende sprødt. Dolby Digital 5.1-sporet gør god brug af alle kanaler, men går aldrig over grænsen ved at have for anmassende elementer i baghøjtalerne. Især actionscenerne kommer til deres ret med spændende panoreringer og velmixede eksplosioner. Og som om det ikke var nok, er der en lille bonus til dem, som har investeret i en nyere forstærker og en ekstra højtaler: et DTS 6.1-spor. Ikke dårligt!

På dvd’en findes tre featuretter, som i bund og grund ligner alle andre featuretter. Man hører lidt om indspilningsdagene, får et indblik i computereffekterne og ser interviews med de prominente personer såsom instruktøren Neill Blomkamp og produceren Peter Jackson. Skivens mest interessante ekstramateriale er dog kommentarsporet med Blomkamp. Instruktøren er opvokset i Sydafrika, hvor filmen er indspillet, og gennem hele sporet formår han på uprætentiøs vis at tale frit fra leveren, så det både underholder og informerer. Man hører en del om Sydafrikas historie, som har inspireret mange af filmens temaer og scener, og samtidig berettes der om de mange overvejelser, Blomkamp har gjort sig for at opnå filmens rå og realistiske stil. Der kan ikke være meget tvivl om, at vi kommer til at se mere fra ham. Som en sidebemærkning skal det nævnes, at de danske undertekster på dvd’en ikke er synderligt overbevisende.

De såkaldte mockumentary-film kan groft sagt deles op i to kategorier. Enten gøres der refleksivt grin med dokumentarfilmens formmæssige konventioner som i Rob Reiners “This is Spinal Tap”, eller også anvendes formen i et kontrafaktisk ærinde som i Gabriel Ranges “Death of a President”, hvor man forestiller sig, hvad der ville være sket, hvis en bestemt begivenhed var faldet anderledes ud. Siden da har mockumentary-filmen syntes fastlåst og ude af stand til at forny sig selv. Neill Blomkamps “District 9” sprænger imidlertid rammerne for, hvad en mockumentary kan, skal og må og placerer sig entydigt som et mockumentarisk hovedværk.

Stilen er i denne film, der er produceret af Peter Jackson, holdt i et mockumentary-look, hvor selv “rejerne”, som rumvæsnerne nedværdigende kaldes, virker mere realistiske end fantastiske. Den håndholdte dokumentarisme efterlades aldrig, men gradvist vinder en mere formmæssig fantastisk stil indpas, der munder ud i hæsblæsende tju-bang-action. Det er ikke desto mindre action med et formål, der viser, hvad desperate og undertrykte folk på flugt eller på vej hjem kan blive nødsaget til, såfremt de bliver kuet og undertrykt længe nok. Den type formålstjenstlig action har denne sommer ellers ikke ligefrem været rig på, mildest talt.

Kombinationen af realisme og sci-fi-action krydret med et insisterende stemningsfyldt afrikansk lydspor er ikke bare en original outreret filmisk nyskabelse, men slet og ret en lille genistreg. Det er så uventet opfindsomt tænkt at fortælle en historie om flygtninge, der kunne have udspillet sig i Sandholmlejren eller alle andre steder i verden, hvor fremmede på flugt er blevet parkeret, og så lade den fylde ud med rumvæsner og krydse med et eventyrligt actiontrip, der dog bliver lige begejstret nok for rumkanoner og splatterblod hen mod slutningen. Men pointen og dilemmaet bliver på underholdende vis ridset klart og entydigt op – hvad synes mest hensigtsmæssigt at møde fremmede med: frygt, intolerance og krudt og kugler eller nysgerrighed, åbenhed og samtale?