Divergent
Udgivet 10. apr 2014 | Af: MMB | Set i biografen
Hvis vi ser bort fra superheltefilm, så findes der vel nærmest ikke andre typer film, der er så oppe i tiden som identitetsøgende-teenager-placeret-i-futuristisk-univers-genren. “Harry Potter”- og “Hunger Games”-serien er to fremragende eksempler på, at genren kan levere andet end ligegyldigt teenage-fnidder. Men de to seriers astronomiske indtjeninger gør det også svært ikke at være bare en smule skeptisk, når endnu en film bliver tilføjet til genren. Og endnu en film i genren er netop, hvad “Divergent” er.
“Divergent” er et sammenkog af flere ingredienser fra de bedste film i genren. Men én ting er, at filmen foregår i et “The Hunger Games”-lignende univers og har et “Harry Potter”-agtigt fordelingssystem. Noget helt andet er eksekveringen. Den halter. At se den ellers velopdragne englebasse Tris nikke anerkendende til de tatoverede punkrockere fra Skytsenglene, der laver rullefald ud af hurtigkørende tog med hårdtpumpende bas i baggrunden, grænser simpelthen til det komiske.
Filmen kan ellers godt, når den vil. For actionsekvenserne, der foregår i Tris’ underbevidsthed, besidder faktisk den uforudsigelighed, resten af filmen mangler. I hendes eget sind gælder fysikkens love ikke, og mens hun i det ene øjeblik bliver angrebet af en kæmpe flok fugle – Hitchcock har ikke levet forgæves, skal hun det næste øjeblik pludselig slippe ud af et vandkabinet. Delelementerne er ganske vist set før, men overraskelsesmomentet gør de velkomponerede scener i underbevidstheden nervepirrende. De scener er sammen med filmens hovedrolleindehaver, Shailene Woodley, der tilføjer rollen som Triss en uundværlig sårbarhed og dybde, det absolut bedste ved “Divergent”.
Kate Winslet understreger perfekt, hvad der er galt med “Divergent”. For hvorfor caste en af de bedste skuespillerinder overhovedet til en skurkerolle så anonym, at Jennifer Lopez kunne have udfyldt den? Alle ingredienserne til en god omgang teenageaction er ellers til stede i, men i stedet for at supplere hinanden, ender ingredienserne med at gøre slutproduktet til en halvkedelig masse. Opfindsomhed er der langt mere af i “Harry Potter”-serien, og “The Hunger Games” er til sammenligning bedre fortalt. Så selvom “Divergent” aldrig rigtig er kedelig, så gav Burgers teenagefilm mig ikke smag efter mere.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet