Lige siden filmmediets fødsel er flere genrer opstået og igen afgået ved døden, end det er til at holde styr på. Musicalgenren er en af de grene på kunstartens storkronede træ, der i en årrække har befundet sig i en underlig form for limbus. Siden genrens storhedstid i 60’erne med Oscar-baskere som “West Side Story”, “My Fair Lady” og “The Sound of Music” har den ligget i respirator, men nægtet at stille træskoene – især takket være Baz Luhrmanns mesterlige saltvandsindsprøjtning, “Moulin Rouge!”. Manuskriptforfatteren bag den kedsommelige, men prisbelønnede “Chicago”, Bill Condon, har forfattet og instrueret “Dreamgirls”, som hverken hamrer det sidste søm i musicalens kiste eller stolt proklamerer dens ret til at eksistere.

Filmen bygger over Broadway-succesen af samme navn, der angiveligt er inspireret af den sande fortælling om det succesrige, sorte kvindeband The Supremes, der især nød stor succes i 60’ernes USA. “Dreamgirls” beretter om barndomsveninderne Deena, Lorrell og Effie, der prøver at bryde igennem på den amerikanske musikscene. De bliver opsnappet af den snedige charmetrold Curtis Taylor, men turbulente tider, selviske og tårnhøje ambitioner, samt kærlighed og jalousi sætter pigernes venskab på spil.

For få år siden vandt Condon en Oscar for sit manuskript til det brillante, intime karakterportræt “Gods and Monsters”, og den 51-årige herre har aldrig tidligere instrueret en musical, så det kommer derfor som lidt af en overraskelse, at “Dreamgirls” er så godt iscenesat. Fotografen Tobias Schliessler, der præsterede underværker på den undervurderede “Friday Night Lights”, fanger farver med sit kamera, der aldrig før synes at være set. Visuelt er filmen en fornøjelse fra start til slut, og selv ikke en musicalnovice som undertegnede kunne undgå at forelske sig i sangene. Det skyldes også de mange bedårende sangerinders mageløse sangrøster.

Underskønne Beyoncé Knowles klarer sig godt i sin første ordentlige spillefilmsrolle, og rutinerede aktører såsom Jamie Foxx og Danny Glover imponerer tillige. Men filmen tilhører Jennifer Hudson, der spiller Effie, hvis mirakuløse sangstemme bliver overskygget af Deenas populære udseende. Hudson blev sparket ud af tv-showet “American Idol” for få år siden, men har nu en eftertragtet og fortjent Oscar-statuette stående hjemme på kaminen. Til gengæld er Eddie Murphys præstation ikke nær så imponerende, som den er blevet gjort til. Javist, Murphy er ofte ustyrlig morsom som sangeren og trussetyven James Early, men ligesom karakteren grænser Murphys præstation sig tit til det endimensionale.

Lettere overfladiske personer er et af filmens hovedproblemer, for der bliver for lidt tid indimellem de mange sange til at raffinere karaktererne og forfine det centrale drama. Man vil gerne lære personerne bedre at kende, og selvom det kan tolkes positivt, så fremstår for mange af figurerne i sidste ende lettere karikerede. Condons manglende instruktørerfaring indenfor musicals skinner også en anelse igennem, da overgangene mellem snak og sang ofte virker for pludselige. Derfor vinder filmen i høj grad ved gensyn, hvor man allerede har vænnet sig til de forskellige forandringer i tonalitet og form. “Dreamgirls” er uimodståelig, men ikke uforlignelig.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Dreamgirls” var en nydelse at overvære i biografen, og heldigvis er filmens sprudlende facade velpræsenteret på dvd. Især gengivelsen af filmens mange, enormt flotte farver imponerer. Farverne er bedårende, og de er også troværdige og bløder aldrig. Kontrasten er solid som cement, og udtværing, edge-enhancement, komprimeringsfejl og digital støj er fraværende. En anelse mere skarphed havde sikret transferet topkarakter.

AudioDenne udgivelses udsøgte Dolby Digital 5.1 lydspor kommer garanteret til at stå på podiet, når årets bedste lydspor bliver kåret. Filmens Oscar-belønnede lydside kunne ikke være blevet præsenteret bedre på dvd. Alle tænkelige aspekter af lyden kommer så krystalklart og skarpt igennem, at man nærmest føler sig fysisk til stede under de mange koncerter. Subwooferen mønstrer en fantastisk bund – dens pulserende bastoner er overrumplende, men aldrig overdøvende. Dialogen er fuldstændig ren og på ingen måde besudlet af overstyring, susen eller knasen. Panoreringer er der mange af, og baghøjtalerne er med til at styrke den auditive atmosfære og levere adskillige veltimede effekter.

EkstramaterialeEt trailershow med klip fra “Shrek 3” og “Transformers” begynder, efter discen er blevet lagt i afspilleren. Musikvideoen til det Golden Globe-belønnede nummer “Listen” er inkluderet, og så er der ca. en halv times slettede/forlængede scener. Paramount bør roses for at præsentere de kasserede sekvenser i fornem billedkvalitet med tilhørende Dolby Digital 5.1 lyd, og derudover er scenerne i sig selv også forholdsvis interessante og uden tvivl et must for fans – for det meste er der tale om forlængede udgaver af de musikalske indslag.

Drømmepiger drænet for driveBill Condon, der stod bag manuskriptet til Rob Marshalls Oscar-tyv “Chicago”, har tydeligvis ladet sig inspirere af sin kollegas sans for den sikre, men kedelige formelfortælling. Denne gang har han taget pladsen i instruktørstolen på filmatiseringen af den prisvindende Broadway-musical “Dreamgirls”, løst baseret på historien om Diana Ross og The Supremes. Filmen ved desværre ikke om den vil være en rigtig musical eller ej, og når fokus også mangler på dramaets side og i karaktertegningerne, ender man mest med et fængende, men også lidt for velpoleret soundtrack tilsat ligegyldige billeder.

Den talentfulde trio The Dreamettes, bestående af Effie, Deena og Lorell, bliver i starten af 60’erne spottet ved en talentkonkurrence af Curtis Taylor Jr., der tilbyder de håbefulde piger en plads som backing-gruppe til det store soul-navn James ‘Thunder’ Early. Pigerne drømmer om at slå igennem på egen hånd, især forsangeren Effie, som ved, at hendes stemme er unik, men de tager alligevel imod Taylors tilbud, med hans løfter om at sætte skub i deres karriere. Taylor har et godt øre for tidens lyd og går i gang med den svære opgave at få sort musik ind på de hvide hitlister. Han lykkes over al forventning, men da pigerne får deres lovede solokarriere bliver det i stedet med den smukke Deena i front til fordel for Effie, der føler sig snydt og forrådt. Taylor er dog fast besluttet på at få gruppen til tops, koste hvad det vil.

“Dreamgirls” har et ambitiøst sigte, nemlig at fortælle historien om både det unge, frembrusende sangtalent Effie (Jennifer Hudson), den mindre anmassende, men kønne Deena (Beyonce Knowles), der pludselig har taget sin venindes plads, den kyniske, men dog effektive producer Curtis Taylor Jr. (Jamie Foxx), samt den lidt for pigeglade James Early (Eddie Murphy), der må sande, at tiden er ved at løbe fra ham. Filmens størst problem bliver imidlertid, at den ikke kan beslutte sig for, hvem der skal være hovedpersonen, og dermed hvilken historie der er den centrale. Den slags fungerer i multi-plot fortællinger som f.eks. “Magnolia”, men ikke i en klassisk storladen Hollywood-musical med en sort/hvid rags to riches-historie, hvor dét, der ender med at fylde mest, er lydsporet.

Det tidsbillede, der slås an og som antydes imellem de glitrende show-stoppere ved at vise glimt af Detroits raceuroligheder og Martin Luther Kings taler, virker sært opsat og slet ikke i tråd med den ufarlige showbiz-historie. Det manglende fokus gør også, at de enkelte karaktertegninger aldrig uddybes, og dermed lades vi i stikken emotionelt, i hvert fald når det gælder forbindelsen til personerne. Musikken får os ganske vist til at føle, i de mange velkomponerede og swingende numre, der ironisk nok synes at bejle til publikum netop så kalkulerende som den sjælløse Curtis Taylors produktioner anklages for, men handlingen lader os nærmest følelsesløse.

Derudover skæmmes filmen alvorligt af sit lettere pinlige forsøg på at tage form af en klassisk musical med indlejrede sang-numre, hvor de medvirkende pludselig synger replikkerne. I starten er musikken reserveret til scenen, hvor den fungerer efter hensigten, men det bratte brud med virkeligheden dræner historien for enhver troværdighed og eksekveres på en både kluntet og ufrivillig komisk måde. Heldigvis har “Dreamgirls” sparet på disse upassende genre-forsøg, men de præger alligevel helheden og hjælper i hvert fald ikke med at holde sammen på en i forvejen uinteressant og uinspirerende film.