Dressmaker, The
Udgivet 12. jul 2016 | Af: paideia | Set i biografen
Vi åbner på et øde og tørt landskab. Diligencen… Øh, jeg mener: bussen skærer en vej igennem de flade marker, mens støvskyerne hvirvles op. Det er blevet aften, da bussen ankommer til en lille by midt i ingenting. Den standser. Ud stiger vores hovedperson; den ensomme hævner… Eller, jeg mener: en syerske i en Dior-kjole… Nej, vent, det er vist begge dele. Den hævnende syerske. På overfladen ligner “The Dressmaker” muligvis et komediedrama om den lille by Dungatars sorte får, men tag ikke fejl. Under det pæne tøj er det her en fuldblods-spaghettiwestern. Eller kænguruwestern, om man vil.
Men mor er blevet sindssyg, husker ikke en skid. Judy Davis spiller hende med al den sarkasme og tværhed, som hun kan mønstre, hvilket ikke er lidt. Jeg kan ikke huske at have nydt en af hendes roller så meget siden “Nøgen frokost”. Kate Winslet giver dog lige så godt igen i den kjolebærende titelrolle. Det er en udsøgt fornøjelse at se dem sammen i verbal gunfight med lillebyens bedsteborgerlige røvhuller. Hævn er som lovet en central del af plottet, selv om Liam Hemsworth ihærdigt og stædigt forsøger at klemme et romanceplot ind. Kate Winslet er dog ikke indstillet på at give efter for ham – instruktør Jocelyn Moorhouse lader til at være på hendes side.
Alligevel er “The Dressmaker” ikke så perfekt som sine kjoler. Den svinger lidt voldsomt mellem følelser, springer et par plot-mellemregninger over og måske er den storladne grand guignol-slutning for voldsom. Men størrelsen passer mig. Jeg var helt solgt til den sorte humor og de groteske figurer. Alt, hvad der skuffede mig i del Toros “Crimson Peak, lykkes Moorhouse her med. Den virker ikke som en tom pastiche med sine mange western-hilsner, men en levende og original genrefilm. Den er noget helt andet end den australske western-kollega “The Proposition”, men sammen beviser de to, at de altså kan noget med det vilde vest dernede på den anden side.
Og lad mig så lige slå det fast – kjoletitel eller ej: Dette er ikke en venindefilm, som man kan fnise lidt til, mens man sipper til sin Cosmopolitan. Det er et hævndrama, der driver af sarkasme og samfundssatire. Del derfor endelig den her opfordring med alle de andre westernglade filmfreaks, der ellers vil ærgre sig om nogle år, når de fanger “The Dressmaker” på den alt for lille streamingskærm.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet