Drive Angry (3D)
Udgivet 23. nov 2011 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Hvordan i alverden kan en skuespillers CV både huse mesterværker som “Vilde hjerter”, “Leaving Las Vegas”, “Face/Off” og “Orkidé-tyven” samt bras som “The Wicker Man” (remaket, selvsagt), “Troldmandens lærling”, “G-Force”, “Next” og “Ghost Rider”? Ja, i årevis har Nicolas Cages skizofrene karriere været et mysterium på linje med Bermuda-trekanten, men årsagen er formentlig, at Cage åbenbart skylder det amerikanske skattevæsen godt 70 millioner kroner. Som en flok sultne gribbe har Hollywoods griske pengemænd opfanget stanken af Cages rådnende bankkonti og indset, at her er en fortvivlet stjerne, der kan tvinges til hvad som helst. Ja, selv til at medvirke i “Season of the Witch”.
Når man en dag ser tilbage på Cages samlede repertoire, vil “Drive Angry” formentlig stå tilbage som en af petitesserne, der hverken styrkede eller svækkede Cages omdømme. Filmen er tydeligvis skåret over samme skabelon som de B-film fra 1970’erne, som Quentin Tarantino og Robert Rodriguez hyldede så fornemt i deres “Grindhouse”-film. Vi har at gøre med en fuldstændig fjollet affære, der svælger i blod, vold, fyord, torskedumme replikker og bare bryster. Det lyder på papiret som en munter cocktail, men “Drive Angry” savner i allerhøjeste grad drive.
I rollen som den sammenbidte John Milton, der bogstaveligt talt er brudt ud af Helvede for at redde sit barnebarn fra en satanisk sekt, lader en forbavsende træt Nicolas Cage til at køre på autopilot, men hans medspillere leverer varen. Amber Heard ser ikke blot knaldgodt ud, hun leverer også en knaldgod og forbløffende intens præstation i rollen som Miltons rapkæftede sidekick. David Morse er også god som Miltons bedste ven, men filmen tilhører William Fichtner, der i rollen som Satans evigt sarkastiske “revisor” har til opgave at opsnappe Milton. Fichtners pragtfulde præstation bugner af humoristisk overskud, og gang på gang skubber han filmen fra andet til femte gear. Satans, at han ikke er hovedpersonen…
Præsenteret i 1080p/MVC-3D 1.78:1. “Drive Angry” blev skudt i 3D, og det kan mærkes, idet billedsiden har en tilfredsstillende dybde hele vejen igennem. Man får aldrig den kedelige fornemmelse af, at man kigger på en række flade papmache-figurer, og afstanden mellem skuespillerne og objekterne er heldigvis ikke blevet overdrevet i postproduktionen. Ligesom i instruktør Patrick Lussiers tidligere 3D-film, “My Bloody Valentine”, er “Drive Angry” spækket med 3D-gimmicks – såsom kugler, økser og knive, der kommer flyvende imod os. Filmen er tilpas vanvittig til, at de forskellige gimmicks aldrig virker malplacerede eller distraherende.
Få af filmens allermørkeste scener (såsom motelscenen med politiet) savner dog den samme imponerende detaljerigdom som dagscenerne, og ghosting optræder også i enkelte nattescener, som hver gang William Fichtner kaster sin computergenererede mønt. Men billedet er knivskarpt, og mængden af detaljer er oftest fuldstændig overrumplende – hver eneste skægstub på Cages aldrende ansigt er tydelig. Farvegengivelsen er også upåklagelig. Et 2D-transfer medfølger desuden, og ingen af de to transfers plages af udtværing, glorier eller snavs.
Ligesom transferet er DTS-HD Master Audio 6.1-lydsporet glimrende, men ikke perfekt. Lydsiden er spækket med mindeværdige momenter, og det er især en fornøjelse, hver gang Cages lækre øse suser forbi kameraet, og subwooferen brummer voldsomt. Skud, slag og spark har også en auditiv slagkraft, som siger spar to, replikkerne er altid tydelige, og som regel folder musikken sig også fint ud i samtlige højtalere. Indimellem drukner musikken dog i lydbilledet – såsom i biljagten på broen, hvor musikken lyder overraskende vattet. En lidt mere raffineret lydatmosfære i filmens få stilfærdige scener havde også klædt lydsporet, men dette er et effektivt, kraftfuldt mix til en kraftfuld film.
Dokumentaren “How To Drive Angry” (19 min.) tilbyder ikke en vejledning i arrig bilkørsel, men derimod et kort kig på filmens tilblivelse. Man bliver dog hurtigt træt af at høre filmmagerne og skuespillerne skamrose en så middelmådig film. ”Sådan her bør alle film laves!” skråler skuespilleren Billy Burke. Godt så. “Milton’s Mayhem” (10 min.) er en besynderlig kollage af filmens actionsekvenser, hvor en tæller registrerer og belønner enhver blodig gerning med point. En del bedre er diskens videokommentarspor, men desværre er der indimellem lange pauser imellem deltagernes udtalelser. Blot to slettede scener medfølger, og de er begge fuldkommen uinteressante, og lydkvaliteten er rædsom. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.
“Drive Angry” er ikke en Nicolas Cage-bundskraber à la “The Wicker Man” eller “Next”, men den er bestemt heller ikke på niveau med perler som “Orkidé-tyven” eller “Leaving Las Vegas”. I stedet befinder Patrick Lussiers 3D-actionbrag sig i middelmådighedens gråzone sammen med metervarer som “Bangkok Dangerous” og “Knowing”, og havde det ikke været for en tilpas dosis selvironi og en fænomenal birollepræstation af William Fichtner, var “Drive Angry” formentlig fluks røget i glemmebogen. Diskens AV-præsentation er fremragende, og ekstramaterialet er nogenlunde, men kun Cage-fans bør overveje at investere i denne Blu-ray. Nysgerrige sjæle bør lægge ud med at leje den.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet