De svære sager

Privatdetektiver og regnvejr er normalt noget, der ses i hårdkogte noir-krimier. Men selv om Ryota lever af at overvåge utro mænd og kvinder, imens en tyfon vælter vand ned over Japan, er “Efter Stormen” langt fra Sam Spade og Philip Marlowe. Hirokazu Kore-eda fortsætter i stedet den nøgternt registrerende drama-stil, der indbragte ham en pris i Cannes for “Min søns familie”. En historie om klodsede mænd, skeptiske kvinder og så de tavse børn i midten fortalt med ømt bid og skarpt vid.

Centralt står familien Shinoda, hvis patriark netop er afgået ved døden. Sønnen, Ryota, er forfatter ved siden af sit job som detektiv, men så kunstnersensibel at han aldrig kunne finde på at skrive om populære ting som mord eller voldtægt. Ikke engang en ellers indbringende manga-serie om sin store passion, gambling, vil han nedværdige sig til. Kombinationen af spillegæld og skriveblokade giver imidlertid konstante pengeproblemer. Mest presserende er det manglende børnebidrag til ekskonen, Kyoko, der truer med at fratage ham samvær med sønnen, Shingo. Og alligevel rykker han ikke sådan for alvor.

Hiroshi Abe er som Ryota en fantastisk klovn, der først træder ind på scenen, efter hans mor og søsters sladder effektivt har sat ham i bås som halvstuderet døgenigt. Lidt for høj og akavet, men samtidig med en vis indædt karisma, især når han er på arbejde. Han er faktisk rigtig god til at forhandle underhåndsaftaler hjem med ulykkelige, bedragne ægtefolk. Det er alt det der med hans eget ægteskab, der halter. Så han kombinerer da bare de to og overvåger sin ekskone og hendes nye kæreste. Som det meste, er det uden stort andet formål end at nære sin egen elendighed.

Ryotas lakoniske distance til livet kan til tider smitte instruktør Kore-eda og gøre scenerne for underspillede, for stillestående. Men det er faktisk ofte, at “Efter stormen” holder dialogen smukt flydende uden at gå i tomgang. Meget af det skyldes en ret vidunderlig Kirin Kiki som bedstemor. Hendes lille lejlighed er det samlende punkt for familien, selv om hun er træt af den og skoser sin søn for ikke at give hende en ny. For os, der kigger på, er hun en morsom rappenskralde, en slags japansk Woody Allen, hvor angst og sortsyn er druknet i en kop varm, nærende nudelsuppe.

Og nudelsuppe på nudelsuppe. Der spises næsten hele tiden i “Efter Stormen”, og på den måde er Kore-edas film måske en af de mest præcise gengivelser af menneskelivet anno 2017. De store eksistentielle spørgsmål, jovist, men nu skal vi have noget i skrutten. I pauserne ind imellem sker der noget med Ryota, men kun i ganske diskrete ryk mod en troværdig genstart af det kuldsejlede liv. Kore-eda arbejder med de små detaljer, og Hiroshi Abe, Kirin Kiki og Yoko Maki som Kyoko bruger dem flot til at tegne vedkommende portrætter.