Ejersbos Afrika

Kort tid før sin død i 2008 bad forfatteren Jakob Ejersbo sin ven, Morten Alsinger, om en sidste tjeneste: at få sine jordiske rester spredt på toppen af Kilimanjaro-bjerget i Tanzania. Fem år senere sætter Alsinger sig for at indfri Ejersbos sidste ønske. I selskab med Ejersbos litterære samarbejdspartner, Christian Kirk Muff, sætter han kursen mod Afrikas top i en sidste hyldest til den afdøde ven. Den strabadserende tur mod bjergets tinde danner en usentimental, rørende ramme om “Ejersbo” – en ellers meget traditionel biografifilm, der præsenterer hovedstationerne i den store forfatters alt for korte liv.

Instruktør Christian Holten Bonke har bygget sit portræt af Ejersbo op omkring bjergbestigningens dynamik. Det er godt tænkt. For det er faktisk i disse scener, hvor Ejersbo kun indirekte er hovedpersonen, at jeg får den stærkeste fornemmelse af, hvem han var. Hverken Alsinger eller Muff er prototypen på en mand, der frivilligt begiver sig ud på en fysisk udmarvende vandretur. De er heller ikke typer, der svælger i sentimental patos. Der er ingen af dem, der tror på, at Ejersbo kigger ned på dem fra himlen, siger Alsinger. Han er væk. Punktum. Det er ikke det, det handler om. For Alsinger handler det ganske nøgternt om at indfri et løfte. For Muff er det tydeligvis en måde at bearbejde smerten over, at forholdet til Ejersbo endte med en uforløst konflikt.

Hvor Alsinger virker afklaret og fåmælt, er Muff mere højspændt. Han taler og taler. Han klager, klynker og brokker sig over den udmattende rejse i en talestrøm, der selv grænser til det udmattende. Men det er også ham, der tegner det billede af Ejersbo, der føles mest ærligt og komplekst. Han taler om en forfatter, hvis stigende ambitionsniveau kulminerede i en besættelse med det store Afrika-projekt, som udmøntede sig i de tre posthumt udgivne bøger “Eksil”, “Revolution” og “Liberty”. Det var de bøger, der blev hans livs formål. Det var dem, som kun han kunne skrive takket være sin opvækst i Tanzania, som gav ham en særlig indsigt – en fod på hver side af et enormt socialt og økonomisk skel.

Rammefortællingen på Kilimanjaro suppleres af et hav af traditionelle talking heads, som hver især fortæller om et aspekt af Ejersbos tilværelse. Søsteren fortæller om, hvordan det føles at opleve afrikansk fattigdom på nærmeste hold, når man selv er dansker fra en privilegeret baggrund. Redaktør på Gyldendal, Johannes Riis, fortæller om Ejersbos litterære talent. Barndomsvennen Ali fra Tanzania fortæller om den oprigtige interesse for de menneskelige vilkår i Afrika. Og der er flere. Ejersbo bliver belyst fra adskillige vinkler. Man kan i hvert fald ikke beskylde “Ejersbo” for at være for indforstået. Der bliver gjort grundigt rede for det hele.

Men det er altså det nutidige drama på bjerget, der er styrken. Det er her, portrættet hæver sig over de gængse biodoku-former. Her beskrives Ejersbo som menneske gennem de aftryk, han har sat hos to nære venner. Både det gode og dårlige. Beundring og inspiration. Vrede og frustration. Klarer de turen mod toppen? Og hvorfor overhovedet gøre forsøget? Er der mening i lidelserne? Det drama er en film værd i sig selv.