Elaine Strich: Shoot me
Udgivet 20. okt 2015 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
En indrømmelse: Broadway-musicals siger mig absolut ingenting. Jeg har aldrig set en hel en af slagsen, hverken live eller på tv, men jeg er da stødt på fragmenter hist og pist. Kender et par af sangene, det er klart. Men jeg forstår ikke fascinationen. Det er kvalm, oppustet, forloren underholdning. En intens fond af ligegyldighed. Derfor var det uden store forventninger, at jeg blændede op for dokumentaren “Elaine Strich: Shoot Me”, et portræt af den legendariske Broadway-bitch, Elaine Stritch.
Nu har jeg så set halvanden times dokumentar med StriTch i centrum. Men jeg er faktisk ikke blevet meget klogere på hverken karriere eller livsforløb. “Elaine Stritch: Shoot Me” er nemlig ikke en typisk vugge-til-grav-dokumentar. Heldigvis. I stedet følger den Stritch på tæt hold, mens karrieren og livet så småt begynder at lakke mod enden. Den introducerer mig for en sær gammel dame. En ubehagelig, ubehøvlet krukke, der bander som bare fanden, råber og skriger og drikker for meget, men alligevel formår at stjæle rampelyset, hver gang hun træder ind i et lokale. Selv vægtige personligheder som James Gandolfini, Alec Baldwin og Tina Fey skrumper til sidekicks i Stritchs nærvær.
Hun var nemlig stadig aktiv, da filmen her blev skabt, selv om hun var 86-87 år gammel. Kameraholdet følger hende, mens hun forbereder en soloforestilling med sange af den berømte Stephen Sondheim. Hendes sult efter scenen er stadig stærk, og energien lader indledningsvis til at være uudtømmelig. Det ligner en af de opløftende fortællinger, der påstår, at vi ikke er ældre, end vi føler os. Den slags kan de fleste af os godt lide at høre – men vi ved jo også godt, at man ikke kan smile sig ud af forfaldets faktum. Elaines hukommelse svigter, og pludselig forsvinder hendes yndlingssangtekster på tungen. Hendes drikkeri tager til, og hendes sukkersyge bliver sværere at holde under kontrol. Biologien er ligeglad med gode intentioner og højt humør. Men Elaine er vant til at få det sidste ord. Det er i det spændingsfelt, at “Elaine Strich: Shoot Me” bliver rørende og vedkommende for en Broadway-hater som mig.
Jeg har stadig ikke set Broadway-lyset. Hverken i genren som helhed eller i Elaine Stritch som performer. Indrømmet. Men når jeg ser den gamle dame famle sig gennem sine sidste shows, så forstår jeg noget om, hvordan det må være at blive gammel. Og jeg bliver rørt af den skrøbelighed, der bryder gennem den brovtende facade hos den selvudnævnte bitch.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet