Sådan var det også i halvfemserne

Der findes på det store internet en tilbagevendende joke, hvor billeder af Gameboys, slim på dåse og Beanie Babies ledsages af teksten ’Only 90’s kids will remember'. En af dem, der aldrig er billeder af, er Paul Verhoeven, selv om hans film var prototypen på årtiets ironiske flirt med det smagløse og overdrevne. Måske fordi halvfemserbørnene ikke måtte se “Iskoldt begær” eller “Starship Troopers” for deres mødre. De får en ny mulighed nu, for Paul Verhoeven er, modsat VHS-bånd og krabbet hår, stadig i live. Med “Elle” vender han nærmest ‘hjem’ til den erotiske thriller. Til sex, vold og bundløse trusser serveret med et skævt hollandsk grin.

“Elle” er nemlig fyldt med skumle bagtanker. Der er altid et ‘men’ hos den kølige forretningskvinde, Michèle, der manipulerer med sin mor, sin søn og de sexhungrende mænd i omgangskredsen med imponerende præcision. Lidt ligesom instruktøren manipulerer hende. Og os. Vi er på det usikre punkt mellem oprigtig, men ubehjælpsom alvor og selvbevidst latterliggørelse, der netop er Paul Verhoevens kendetegn. Man ved aldrig, om han er i gang med skarp “Starship Troopers”-mediekritik eller flopper distræt rundt i bare bryster som i “Showgirls”. I “Elle” får man voldtægts-hævn-familie-drama-komedie som samlet pakke, hvilket nærmest bare gør tvivlen endnu større. Mener han faktisk det her?

Indledningen er egentlig straight nok i al sin chokerende brutalitet: Michèle bliver voldtaget i sit hjem af en maskeret mand. Først kun som lyd, men scenen kommer tilbage med billeder, både som ubehageligt flashback og som historie, der gentager sig. Og så tager det hele en drejning. Michèle har også en form for skjult interesse i sin gerningsmand, måske for at få hævn, måske for at få en rigtig orgasme, hvem ved? Der er intet at aflæse i Isabelle Hupperts stenansigt, mens hun bevæbner sig med en peberspray og vender tilbage til arbejdet som designer af grotesk computervold.

Spørgsmålet er, om det er en form for selvterapi, eller om Michèle i virkeligheden er ret ligeglad med, hvad hun er blevet udsat for. Hele hendes liv er alligevel formet af vold. Langsomt oprulles historien om hendes fængslede far, og lige så stille og roligt afsløres mændene i hendes omgangskreds som aggressive, besidderiske og løgnagtige. Det ved Michèle før, vi gør, men det er morsomt at se hende trække tæppet væk under søn, eksmand og elsker med den ene spydige bemærkning efter den anden. Det er nok ikke tilfældigt, at Hupperts karakter er spildesigner med hang til blod og indvolde. Hun spiller tydeligvis bedre og hårdere end samtlige mænd.

Interessant nok er det også idéen om spil, der kan være problemet. Distancen og manipulationen gennemsyrer universet, så det til sidst lukker sig om sig selv. Vi er i Frankrig, som det altid er på film. Og kun på film. Hvor den kreative klasse bor i palæer, der i Danmark ville være reserveret til de 1 procent, drikker champagne og brokker sig over, at livet som kunstner er pengeløst og hårdt. Tilværelsens ulidelige lethed og alt det der. Når det er værst, bliver det som at se dødsmukke brikker blive rykket rundt om spillepladen/spisebordet. En filmudgave af den falske drøm, der sælges i glittede magasiner. “Elle” på forsiden af Elle.