Fængslende

Historien om “En verden udenfor”s succes er næsten lige så fantastisk som filmens egen drejebog. Tilbage i 1994 fik filmen strålende anmeldelser og scorede senere hele syv Oscar-nomineringer, men kun få gad se den. Forvirrede over filmens særprægede originaltitel, “The Shawshank Redemption”, valfartede folk i stedet til biograferne for at se “Forrest Gump” og “Pulp Fiction”, og da “En verden udenfor” blev taget af plakaten, havde den tjent 10 millioner dollars mindre, end den havde kostet at lave. Men “En verden udenfor” kravlede til slut ud af mørket for at erobre titlen som en af videomarkedets største sællerter og førstepladsen på IMDb’s populære liste over filmhistoriens 250 bedste film.

Men er “En verden udenfor” vitterligt den bedste film nogensinde? Under alle omstændigheder befinder den sig afgjort i filmdivisionernes øverste liga, og som alle andre værker, der er blevet rost for at være blandt de bedste af deres slags, er “En verden udenfor” også blevet slæbt gennem mudderet af dens modstandere. Frank Darabonts moderne klassiker er blevet kaldt konventionel, traditionel og sentimental. Den er da til dels også alle de ting. Der er mange slående ligheder mellem “En verden udenfor” og andre fængselsfilm. Her er adskillige gedigne overraskelser, men ingen lamslående twists. Og hverken visuelt eller auditivt er filmen i nærheden af at være revolutionerende.

Først og fremmest er det dog vigtigt at pointere, at den legendariske Roger Deakins’ kameraarbejde er helt igennem vidunderligt, at kulisserne er direkte frygtindgydende, og at Thomas Newmans majestætiske score fortsat er et af den kompetente komponists bedste bedrifter. Man behøver altså ikke opfinde den dybe tallerken for at kunne servere æstetiske lækkerier, og man kan sige noget tilsvarende om filmens fortælling, der måske ikke er overordentlig original, men som til gengæld er virkelig velfortalt. Lige fra filmens introsekvens, som krydsklipper elegant mellem hovedpersonen Andy Dufrenes sidste aften i friheden og den retssag, hvor han bliver dømt for mord, og frem til filmens sidste, hjerteskærende montage er man grebet.

Morgan Freemans uforglemmelige voice-over gennemsyrer filmen og giver os en større indsigt i karaktererne og deres fængslende omgivelser uden at underminere billederne eller undervurdere tilskueren. Det er svært at mindes en bedre brug af voice-over på film, og pudsigt nok er utallige levende billeder siden da blevet krydret med Freemans behagelige stemme. Darabont tillader derudover ikke ét eneste overflødigt eller kedeligt minut blandt filmens 142 af slagsen. Og samtlige karakterer – lige fra hovedpersonerne til fangerne, der blot optræder i få minutter – er så nuancerede og så velspillede, at de ikke bare fremstår som fiktive figurer og statister, men som ægte personligheder af kød og blod med en reel fortid på slæb.

Men er fortællingen for blødsøden og sentimental? Det virker næsten lidt forrykt at sige om en film, som byder på hensynsløse henrettelser og hæmningsløse slagsmål mellem fængselsvagter og –fanger, og hvis hovedperson hyppigt voldtages af en gruppe ulækre psykopater. Netop dét, at Darabont ikke viger udenom brutaliteten inden for fængslets mure, validerer de mere håbefulde sekvenser og fremkalder til sidst en forløsning, der simpelthen ikke kan beskrives med ord – måske fordi man har for travlt med at græde. “En verden udenfor” inspirerer og opløfter tilskueren på en måde, som kun få andre film har formået. Det er som at få en kanyle fyldt med rendyrket håb stukket direkte ind i hovedpulsåren. Man beruses af glæde.

I rollerne som fængselsfangerne Red og Andy, hvis venskab spirer over tyve år i Shawshank-fængslet, leverer henholdsvis Morgan Freeman og Tim Robbins to af deres bedste præstationer. “En verden udenfor” er essentielt en platonisk kærlighedshistorie om to mænd med en lidenskab i form af et venskab, som de ikke kan leve foruden. Darabont behandler venskabet med en dybfølt respekt og en tålmodighed, der – ligesom filmen som helhed – er med til at overbevise os om, at håb og kammerateri kan skyde op selv under forfærdelige vilkår. Det lyder måske som rørstrømsk ævl, men Darabont og Co. får det til at klinge sandt.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Den danske udgivelse indeholder det samme HD-transfer som ITV’s engelske udgivelse. Snavs optræder tit, men hverken glorier eller udtværing forekommer. Til tider er billedet forbavsende sløret – bare tjek filmens start, hvor introteksterne er mærkbart skarpere end billederne bag dem. Men heldigvis er kontrasten solid, og billedsidens mange og generelt varme farver gengives glimrende. Og så er detaljerigdommen som regel slående. Ofte kan man se hver enkelt revne i fangernes uniformer, hver eneste sprække i fængslets mure og hver eneste fregne på Morgan Freemans sympatiske ansigt.

Audio

Transferet skuffer en smule, men lydsporet skuffer endnu mere. Man har kun inkluderet et ordinært Dolby Digital 5.1-lydspor. Et ukomprimeret mix havde virkelig været at foretrække… Lydsidens høje toner lyder tit lidt flade og spinkle, hvor de dybere toner sjældent har den tyngde og slagkraft, som de burde – og det gælder alt fra lyden af paukerne og basserne i Thomas Newmans talentfulde orkester til lyden af tordenskraldene uden for fængslet. Støj figurerer dog aldrig, de fåtallige panoreringer fungerer fint, og alle lydsidens elementer kommer klart igennem inklusive samtlige replikker.

Ekstramateriale

Det eneste ekstramateriale på skiven bliver ikke engang nævnt på coveret: Et kommentarspor med filmens manuskriptforfatter/instruktør, Frank Darabont, som du finder under skivens Set-Up-menu. Darabont er en virkelig interessant fortæller, som samtidigt er ydmyg og ikke skamroser sin egen film konstant. Der leveres mange anekdoter af både den muntre og seriøse variant, men man savner virkelig de adskillige dybdeborende og velproducerede dokumentarer, som befandt sig på de mange andre dvd-udgivelser af filmen.