Overflødigt overflødighedshorn

Det er ikke en gyldig undskyldning for at lave en dårlig actionfilm, at man bare dovent plagierer ældre actionbrag og konstaterer: ”Jamen, vi prøver blot at lave en film mage til dem!” Da Quentin Tarantino og Robert Rodriguez instruerede henholdsvis “Death Proof” og “Planet Terror”, så var ideen at hylde og genoplive de gode, gamle B-films unikke ånd. Men forskellen på d’herrers Grindhouse-cadeau og “The Expendables”-serien er, at Tarantino og Rodriguez vitterligt er dygtige filmskabere, mens folkene bag “The Expendables 2” tydeligvis savner både mod, talent og opfindsomhed.

Det kommer nok ikke bag på nogen, at “The Expendables 2” er en virkelig, virkelig dum film. Indimellem er filmen faktisk så tykhovedet, at man lamslås, og det er i de situationer, at “The Expendables 2” fungerer bedst. Problemet er bare, at det er fuldkommen umuligt at gennemskue, hvornår det er meningen, filmen skal være dum, og hvornår den bare er det – på den ufede måde. Eller rettere sagt: Den er hele tiden stupid, men det er næppe meningen, den hele tiden skal være det, og når filmen indimellem tydeligt stiler efter at være seriøs, falder den helt igennem. Man kunne næppe forestille sig en mere markant modsætning til Ingmar Bergmans “Hvisken og råb”.

Handlingen? Tjo, Sylvester Stallone skylder nogle penge til Bruce Willis, så Willis vil have Stallone til at hente et pengeskab i et nedskudt, kinesisk fly. Stallone og hans mange skydegale kollegaer lokkes imidlertid i en fælde af Jean-Claude Van Damme, der så dræber den eneste i filmen, der faktisk kan spille skuespil (vi afslører naturligvis ikke hvem), og stjæler pengeskabet, der viser sig at indeholde en dingenot, der kan finde frem til fem ton begravet plutonium. Nu er Stallone sur og forsøger at finde Van Damme for at få hævn og gøre Bruce Willis glad igen.

Som de, der har set den første film, måske allerede kan fornemme, så er der mere plot i efterfølgeren. Ja, til tider formår filmen rent faktisk (i modsætning til forgængeren) at være sammenhængende i korte perioder. Dermed keder man sig ikke helt så meget, og actionsekvenserne er også væsentligt bedre – hovedsageligt fordi den første films kameramand lod til at stå på rulleskøjter, mens man her i toeren faktisk kan se, hvad der foregår.

“The Expendables 2” forsøger også at gøre mere ud af at være en nostalgisk hyldest til skuespillernes egne, ældre genrefilm, end den første gjorde. Problemet er bare, at den gør det virkelig skidt. Det skyldes ikke mindst, at ikke én af skuespillerne kan finde ud af at levere en replik ordentligt. Det var et klogt valg at skifte Stallone ud med Simon West i instruktørstolen, men når det stadig er Rocky Balboa, der har skrevet det mangelfulde manuskript, så er det begrænset, hvor meget “Con Air”-instruktøren kan stille op med en gruppe fallerede B-skuespillere. Mens han var guvernør i Californien har Arnold Schwarzenegger tydeligvis glemt, hvordan man spiller skuespil (ikke fordi han var et naturtalent, før han gik ind i politik), og ikke engang hans egen selvironiske leg med sin berømte ”I’ll be back”-replik fra “The Terminator” kan manden præstere, uden det klinger fuldstændig falsk og alt, alt for indøvet. Hvor galt står det til med replikkerne? Så galt, at det er Chuck Norris, der leverer den eneste velfungerende punchline i filmen… Jøsses!