Overflødige helte. Overflødig film.

Sylvester Stallone, Dolph Lundgren, Mickey Rourke, Jet Li, Jason Statham, Bruce Willis, Arnold Schwarzenegger… Seriøst, hvis den rolleliste ikke giver dig mundvand, trænger du vist til en ordentlig indsprøjtning testosteron – eller også har du bare ikke hang til actionfilm, hvilket selvfølgelig også er fair nok. Med så mange legendariske muskelbundter foran kameraet og Stallone i instruktørstolen så det ud til, at vi var sikret knap to timers fabelagtig action af den gamle skole. Men ak… “The Expendables” viste sig at være en af årets kedeligste bagateller.

Et af filmens største problemer er netop den proppede skuespillertrup. Vi kastes direkte ind i historien, og Stallone føler det aldrig nødvendigt at introducere lejesvendene ordentligt. Eftersom der er så mange af dem, ender hver eneste karakter derfor med at fremstå lige så anonym som den gængse fodgænger set fra toppen af Rundetårn. Stallone satser på, at skuespillernes karisma er nok til at sikre vores interesse for historiens helte, men det er det simpelthen ikke. Ærlig talt virker det, som om Stallone primært har været interesseret i at give så mange kammerater som muligt en klækkelig løncheck.

”Jamen, det er jo ikke karaktererne, vi er interesserede i, det er actionen!” vil flere fans formentlig skråle i protest, hvortil jeg selv må protestere. Hvis eksplosioner, skuddueller og biljagter var alt, der skulle til for at sælge billetter, så ville biograferne blive lukket på stribe, fordi danskerne blev hjemme for at se genudsendelser af “COPS”. Hvis man ikke har nogen at tiljuble, bliver det svært ikke at kede sig, og ikke én hæderlig actionfilm savner en helt af format. Skurkene er endnu kedeligere: David Zayas spiller en latterlig diktator (som har en gigantisk hær, selvom hans fiktive ø kun har 20.000 beboere), mens Eric Roberts spiller en grisk og korrupt CIA-agent, og de er begge ufatteligt ufarlige og karikerede.

Ud over filmens ufrivilligt komiske skurke er der desværre ikke meget at grine af undervejs, for “The Expendables” tager sig selv alt for alvorligt. Man kunne have håbet på en smule velkommen selvironi ligesom i de bedste actionfilm fra skuespillernes CV’er, men humoren drukner i banale monologer om ære og tapperhed. Og hvad så med filmens action? Her skuffer “The Expendables” også gevaldigt. Filmen blev opreklameret som en cadeau til actionfilmene fra fordums tid, hvori stuntmænd satte liv og lemmer på spil, før de blev erstattet af computergenererede tændstikmænd. Alligevel vrimler det med computerskabte flammer og blodsprøjt, og fotograferne svinger deres kameraer rundt som fordrukne ballerinaer, så man kan sjældent se, hvad pokker der foregår. De mange håndgemæng og skuddueller klippes fuldstændig i smadder og har ikke skyggen af intensitet. Suk.

“The Expendables” har dog to helt igennem fremragende scener, som illustrerer, hvor god filmen kunne have været, hvis den havde satset hele butikken på at være et seriøst modspil til nutidens ofte grinagtige actionfilm, eller hvis den havde stilet efter at blive et vidunderligt satirisk actionbrag. I den eneste scene, hvori Willis og Schwarzenegger medvirker, skyder d’herrer med skarpt i form af spydige replikker, der får latteren til at runge. ”Hvad er hans problem?” spørger en forundret Bruce Willis, da den gnavne østriger forlader lokalet. ”Han vil være præsident” svarer Stallone. Hvis resten af filmens jokes havde været af samme kaliber, havde “The Expendables” været et mesterværk.

I den anden scene mindes en superb og tårevædet Rourke en episode i et krigshærget Bosnien, hvor han kunne have forhindret en kvinde i at begå selvmord, men lod hende dø. Her opnår filmen en følelsesmæssig slagkraft, som ingen af filmens andre sekvenser kommer i nærheden af. Hvis “The Expendables” havde haft modet til at vælge side, havde den formentlig været en dundrende succes. I stedet er den endt som en forglemmelig petitesse med en kæmpe identitetskrise. En hyldest til 80’ernes actionfilm, jovist, men snarere “Cobra” og “Sagen er bank” end “Die Hard” og “First Blood”.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 2.40:1. Transferets detaljerigdom er virkelig imponerende, og billedet er knivskarpt gennem størstedelen af filmen. De generelt kølige, nedtonede farver gengives fornemt, og kontrasten er som regel solid, mens sortniveauet en sjælden gang imellem ikke er kraftigt nok. Til gengæld forekommer hverken udtværing, snavs, utilsigtet støj eller edge-enhancement.

Audio

Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er også glimrende. Det er en skam, at vi ikke får 7.1-lydsporet fra den internationale BD-udgivelse, for i filmens få stilfærdige scener savner man indimellem en mere livlig atmosfære, og det problem havde et par ekstra lydkanaler formentlig løst. Men gennem hovedparten af filmen er alle højtalerne aktive, og kanalnetværket vågner virkelig op til dåd under filmens talrige actionsekvenser. Subwooferen bliver konstant sat på overarbejde, men heldigvis overdøver den ikke de andre højtalere. Replikkerne forbliver tydelige, panoreringerne er naturtro, og det er ofte en fornøjelse at høre Brian Tylers musik rumstere i baghøjtalerne.

Ekstramateriale

I småtingsafdelingen har vi næsten fem minutters nogenlunde fraklip og en enkelt forlænget scene, som fluks ryger i glemmebogen. Den amerikanske Blu-ray indeholder et video-kommentarspor, og man har brugt videoindholdet fra dette kommentarspor til at konstruere dokumentaren “Ultimate Recon” (48 min.), hvori flere af filmens bagmænd og skuespillerne gransker udvalgte scener. “Behind the Scenes” (17 min.) byder på flere klip fra optagelserne – inklusive af Stallone hos en læge, der anbefaler, at han standser optagelserne for at reparere en rygskade. Stallone ignorerer selvfølgelig doktorens råd. Desuden medfølger den morsomme præsentation af filmen fra årets Comic-Con (44 min.), og minsandten om ikke skiven også indeholder Filmz TV’s udsendelse fra august, som bød på vores interviews med Sylvester Stallone, Dolph Lundgren og Eric Roberts. Man savner kun den lange, dybdeborende dokumentar “Inferno” fra den internationale udgivelse.

Gårsdagens helte er tilbage

Noget kunne tyde på, at Sylvester Stallone er blevet nostalgisk på sine ældre dage. I 2006 genoplivede han karakteren, der gjorde ham til stjerne, Rocky Balboa, og i 2008 tog han atter engang bandana på hovedet for at gi’ den som den bitre Vietnam-veteran John Rambo. Nu er det så blevet tid til at mødes med de gamle action-kollegaer under titlen “The Expendables”.

Den aldrende Barney Ross og hans lille gruppe af hårdføre lejesoldater hyres til en særdeles farlig mission, der involverer en sydamerikansk diktator bakket op af skruppelløse narkogangstere. På en rekognosceringsekspedition til diktatorens ø går alting imidlertid ikke som planlagt, og gruppen må efterlade den smukke kvindelige kontakt i hænderne på fjenden. Det har Ross og de andre dog ikke tænkt at lade sidde på sig, så inden længe er de tilbage på øen til det endelige opgør.

Som de klassiske “Syv mænd sejrer” og “Det beskidte dusin” gjorde det med henholdsvis westernfilmen og krigsfilmen, samler “The Expendables” et ensemble af skuespillere, der alle har rod i action-genren. Et persongalleri af actionstjener, som med forenet styrke går op imod alverdens bad guys. Egentlig kan det undre, at det først sker nu, for ideen virker så ligefor. Måske fordi actionfilmen i så udpræget grad er en manege for enerens kræftpræstationer, som da Rambo ene mand vandt Vietnam-krigen, eller da Arnold egenhændigt stoppede djævelen i “End of Days”.

Og ideen er glimrende, for hvem ville ikke gerne se Stallone, Lundgren, Li, Willis og Schwarzenegger side om side i et actionbrag af dimensioner? Selvom de to sidstnævnte blot er med i cameo-roller, er det til kostelig underholdning at se dem sammen. Med skarp præcision skyder Stallone, Willis og Schwarzenegger et væld af spydige replikker i retning af hinanden. Således kommenteres Stallones vægttiltag og Arnolds præsidentambitioner kækt, men så elegant, at det stadig fungerer inden for fiktionens ramme.

Filmen er da også allerbedst, når det er “de gamle drenge”, der slog deres folder i 80’ernes actionæra, som optræder. Her bør også nævnes den svenske kolos Dolph Lundgren og en ramponeret Mickey Rourke, der fungerer aldeles fremragende som forhenværende lejesoldat, nu dameglad tatovør. I dette selskab blegner dog en ukarismatisk type som Jason Statham fuldstændig, og desværre fylder han kedeligt meget i filmen. Måske er det sigende for selve genren, at netop Statham er den yngste blandt de bedagede muskelbundter. Han mangler som hæs, selvsmagende macho komplet den mytologiske aura, som mange af de andre besidder.