Hvis øjne kunne dræbe

Der har de senere år fra amerikansk side hersket en udtalt fascination for de skrækindjagende asiatiske gys. Nyeste skud på den efterhånden lange stamme er “The Eye” med den bedårende Jessica Alba i hovedrollen som blind alenepige, og den er bestemt ingen undtagelse. Til undtagelsen hører heller ikke relanceringens kvaliteter, som efterhånden pr. definition rammer noget lavere end sit ophøjede originalforlæg.

Hvad er værst? At være blind og afskåret fra de syn, et samfund normalt bidrager med, eller være seende og opleve gruopvækkende ting, man allerhelst ikke ville kunne se? Det synes at være det udtalte dilemma for violinisten Sydney Wells, som i en alder af bare fem år mistede synet i en fyrværkeriulykke og siden har levet en tilværelse med blindestokken som sin tro følgesvend. Men det skal der nu rodes bod på, hvis det står til den omsorgsfulde søster og øjenlægen, som agiterer for en nøje planlagt hornhindetransplantation, der skal give hovedpersonen synet tilbage. Umiddelbart en nem og ligetil operation, men det viser sig hurtigt, at ikke alt er, som det bør være.

“The Eye” er på rigtig mange måder et traditionelt gys uden de store chokeffekter og uden den neglebidende spænding. Ja, måske endda lidt småkedelig i de længere passager. Men sådan var det sig til dels også med den oprindelige “Jian Gui” fra 2002, der ikke hører til blandt de mest vellykkede asiatiske gys, og det kan derfor overraske, at det er blevet skønnet nødvendigt med en genindspilning. Egentligt fungerer præmisset i sit udgangspunkt efter bedste beskub, selv om et par nøglescener, mestendels i filmens anden halvleg, kræver en vis accept fra publikum. Og lidt selvironi har “The Eye” tilmed, da en af filmens vigtigere figurer med tyk reference til M. Night Shyamalans “Den sjette sans” spørgende udbasunerer ”you see dead people”. Men meget mere sjov får vi imidlertid heller ikke for den femogtyveøre.

Drama eller gys? Det kan for så vidt diskuteres, for tonen er langt fra skræmmende nok til at være det sidste og heller ikke alvorstung nok til at opfylde kravene fra det første. Det viser sig, at de hornhinder, Sydney godtroende har overtaget fra en afdød donor, ikke er uden komplikationer. Faktisk så ser den unge kvinde verden, som den ser ud, og lidt til. Afdøde var synsk, og de evner er røget med i arven frem for graven, og heri ligger forklaringen på det hændelsesforløb, som siden udfolder sig, driver Sydney ud på selvmordets rand og sender hende fra den forholdsvis rolige New Yorker-tilværelse på menneskejagt i det golde Mexico.

Værst er filmens omdiskuterede finale og efterfølgende epilog, som er så tyndbenet og så langt ude på overdrevets enemærker, at det er svært at bevare den mindste form for fatning. Brugen af parallelverdener er som sådan en meget god ide – selv om emnet efterhånden er temmeligt fortærsket i lignende genrefilm – men her er opsætningen endda så vakkelvorn og proppet med de berømte klicheer, at det nærmer sig det kønsløse. De to instruktører David Moreau og Xavier Palud, der stod bag den voldsomt udskældte “Them” for et par år siden, får i hvert fald ikke her overbevist om, at det er gysergenren, der bør være deres foretrukne.

Undervejs kæmper Sydney – ud over med genfærd, ubehagelige syner og nærdødsoplevelser – med den manglende tillid fra folk. Ingen vil tro på hende og på de kvaler, hun påstår at have. Hverken søsteren eller komponisten, lægen eller den psykolog, som beskikkes undervejs og vist nok også udvikler en form for følelser for den attraktive kvinde. Under de gentagne besøg på det lokale sygehus møder Sydney dog den kræftsyge præteenager Alicia, som på grund af sin helbredstilstand hele tiden har døden som medpassager på livets rejse. Hun er den eneste, som tror på Sydney, men hendes rolle i det store spil er dog ganske forudsigelig, og det kan undre, at plottet ikke er blevet tænkt bedre igennem.

Hvis Jessica Albas øjne kunne dræbe eller blot gennemskue plottet på forhånd, så er det tvivlsomt, at hun havde indvilliget i projektet i første omgang, om end penge taler. Ud fra de givne forudsætninger er hendes præstation for så vidt godkendt, og til hendes forsvar kan fremhæves den monotone og fuldstændigt kritikløse udnyttelse af i tidligere film rovdyrkede skrækindslag og underholdningseffekter som de håbløse omgivelser, hun har befundet sig i. Og så er filmen i øvrigt befolket med hult klingende indsatser fra for eksempel Alessandro Nivolas psykolog Paul Faulkner eller den mindre tilstedeværende komponist i Rade Serbedzijas Simon.

Video

Billedligt talt er “The Eye” præsenteret i et anamorphic widescreen 2.35:1-format, som er skarpt og udtryksfuldt. Kun meget få gange registreres edge-enhancement eller digitale forstyrrelser, og udtværinger er der ingen af. Både den solide kontrast og det stabile farvevalg hører herudover til styrkerne, og kun et tydeligt lagskift midt i en scene skæmmer en smule i det samlede indtryk.

Audio

Bedst er dog de to engelsksprogede Dolby Digital 5.1- og DTS-lydspor, som flyder imponerende godt ud. Dialogen er hele vejen igennem krystalklar, uden overstyringer og drukner aldrig i det spændingsskabende score. Atmosfæren er generelt mere nedtonet, men byder ikke desto mindre på et utal af distinkte lydeffekter og også enkelte vellykkede lydpanoreringer.

Ekstramateriale

En snert bedre end filmen i sig selv er den mindre portion ekstramateriale, som følger i kølvandet. Her er hovedattraktionen fire mindre features, hvor holdet bag “The Eye” kort og præcist laborerer over karakterens blindhed, spøgelsers eksistens, den højeksplosive finalescene og en af filmens mere utraditionelle karakterer. Derudover gør slettede scener og en større bunke trailere det ud for de sølle rester.

I see dead people!Amerikanske genindspilninger af asiatiske horrorfilm er efterhånden blevet en samlebåndsforretning, og i tilfældet med Pang-brødrenes “The Eye”, der nu er blevet iklædt Hollywoods produktionsapparat, har vi heller ikke at gøre med en undtagelse til reglen. Men tager man i betragtning, at originalen faktisk var lidt af en metervare i forhold til de mere effektive “Ring” eller “Dark Water”, så hæver genindspilningen af “The Eye” sig trods alt lidt over forlægget.

Jessica Alba spiller den blinde Sydney, der får foretaget en hornhindetransplantation og nu pludselig har genvundet sit syn. Men Sydney begynder at se mærkelige ting og folk, som ikke er der. Noget tyder på, at hendes nye øjne har givet hende et uønsket indblik i de dødes verden, og med modvillig hjælp fra sin synsterapeut Paul forsøger hun at finde ud af, hvad de ubehagelige syner betyder, og hvem hendes nye øjne tilhørte før.

Ideen er ret simpel og spiller på nogle ganske effektive uro-scenarier: hvad nu hvis minder, følelser og personlighedstræk kan overføres fra donerede organer til modtageren? Mary Shelleys “Frankenstein”-historie var én af de første, der på uhyggeligt vis legede med denne tese, men i “The Eye” har vi primært at gøre med en undskyldning for at liste sig ind på publikum og sige bøh – gerne en hel del gange. Denne brug af chok-elementer er i længden trættende, især fordi den nye version af filmen har mere travlt med at savle over, hvilke visuelle grufuldheder den kan kaste frem mod kameralinsen end at lege med det uhyggelige, som konstant hænger i øjenkrogen, hvilket var tilfældet i originalen.

Filmens to instruktører, David Moreau og Xavier Palud, stod bag den franske gyser “Them”, hvor uhyggen primært bestod i ikke at vise faren, hvorved tilskueren langt hen ad vejen var overladt til sin egen fantasis skrækscenarier. I “The Eye” er de tydeligvis blevet trætte af denne fremgangsmåde, for det er så som så med det stemningsopbyggende ubehag. Bl.a. har man forladt sig på et computeranimeret væsen, der henter de døde med sig til underverdenen, hvilket genkalder sig amerikanske metervare-gysere som “Pulse” (der også var en genindspilning af en væsentlig bedre asiatisk gyser), hvor skrækken er blevet konkretiseret i form af grim CGI. Enkelte scener bibeholder en vis flair for den krybende uro, men de er få og befinder sig primært i filmens første halvdel.

Karaktertegningerne er dog ganske udmærkede i “The Eye”, og det faktum, at man ikke forfalder til en klassisk kærlighedsaffære mellem Sydney og hendes terapeut, er en slags trøst, der vidner om, at man har lært noget af tidligere amerikanske horror-remakes som Gore Verbinskis “The Ring” eller Walter Salles “Dark Water”. Forskellen er så, at Jessica Alba ikke kan bære en hel film som primære omdrejningspunkt, når hun mest af alt skal gå rundt og være skræmt af, hvad hun ser. Det skæmmer historien, at man har valgt en så svag skuespillerinde til hovedrollen, for der skal mere end bare en køn trutmund og et par plirrende øjne til at gøre publikum interesserede i karakteren. Derfor må man i stedet lade sig divertere med chok efter chok, og det er altså ikke rystelser, der er værd at nævne på Richter-skalaen.