I røg og damp for WarholUmiddelbart er noget af det første, der brænder sig fast på nethinden ved synet af George Hickenloopers “Factory Girl” karakternes umådeholdne overforbrug af tobak i alskens afskygninger. Måske er det et direkte indspark til den verserende og i øvrigt globale rygerdebat. Mere sandsynligt er det imidlertid, at filmen blot er tro mod sin tid, tresserne, hvor glamour, politisk ustabilitet og en vis portion rebelskhed – blandt andet – kendetegnede det moderne menneske.

En af den tids toneangivende celebriteter i det overophedede rampelys var Edie Sedgwick, der af popkulturikonet Andy Warhol meget passende blev navngivet ‘dronning af undergrundsfilmen’. De to førte efter et flygtigt møde et storskrydende parløb i mediernes søgelys igennem en længere årrække. Helt lykkelig blev hverken afslutningen på det forhold – der trods tidens åbenlyse frimod øjensynligt ikke var af seksuel karakter – eller for så vidt Edie Sedgwicks eget liv, der takket været en voldsom livsførelse sluttede alt for trist og alt for forhutlet med en overdosis en efterårsdag i starten af halvfjerdserne.

I “Factory Girl” vækkes Sedgwick dog atter til live af en overbevisende Sienna Miller, der her påfører sig skuespillerinden og fotomodellens synder og laster med hud og hår. Over for sig har hun en ligeledes velkontrolleret karikering af kunstnerprofeten Andy Warhol i Guy Pearce, der med arrogance bag de mørke solbriller og en gennemgående egocentrisk udstråling rammer ikonet med påfaldende akkuratesse. Og det er nu nok også med netop skuespillet, filmen finder sin absolutte force. Noget mere sjusket synes helheden til gengæld, om end dynamikken intensiveres undervejs.

Andy Warhol var kendt for en solid ironisering af den amerikanske kommercialisme og velstand. Det er mere end en gang blevet påpeget, at han forenede samlebåndet og smilebåndet i sin modernistiske kunstform. Og således forenede han også den berømmelseshungrende Edie Sedgwick med sine egne og ofte abstrakte kortfilm, hvori hun jævnligt spillede hovedrollen. I “Factory Girl” har hun efter sin død fået hovedrollen, men denne gang som stjernen i sit eget liv. Det var hun ingenlunde i levende live, hvor dårligt selvværd og grov udnyttelse satte et umenneskeligt præg på den unge og håbefulde skuespiller.

I New York finder Warhol og Sedgwick ved første øjekast fælles fodslag og bliver fast glamourøst makkerpar til ferniseringer og fester, talk shows og koncerter. Avantgardekunsten blomstrer, og de to rider tilsyneladende på en bølge. Det er der ikke umiddelbart meget kød på, og filmens fragmentariske opbygning bliver da også en lidt ligegyldig kortlægning af nøglescenerne i stjernens liv. Opløftende er derfor højdepunktet i “Factory Girl” – trekantsdramaet mellem de to pågældende celebriteter samt den mere ukendte sangspire Tommy Quinn, som Sedgwick indleder et forhold til. Under overfladen lurer det endelige opgør. Warhol er jaloux og Quinn ligeså. Splittet mellem to mænd tager Sedgwick et endegyldigt valg, men er det nu også det rigtige?

I Edie Sedgwicks liv har udnyttelse tilsyneladende været en rød tråd. Først seksuelt af den patriarkalske far og sidenhen økonomisk af den nærrige Andy Warhol, der flittigt brugte Sedgwick i grænseoverskridende eksperimenter i sine film, men havde noget sværere ved at aflønne i overensstemmelse hermed. Det er filmens væsentligste postulat, at ligeledes afdøde Warhol har haft et medansvar i Edies alt for tidlige død, ligesom hendes egen far også havde det. Trods omgang med righoldige mænd endte hendes liv i hundene med fattigdom og narkomanier i forskellig grad til følge.

På mange måder er “Factory Girl” en traurig og depraveret historie fortalt igennem enkeltstående scener i en afdød undergrundstjernes liv. Der mangler et afgørende drive, der kan give filmen en væsentlig prægnans. Måske ligger den del i det selvsagt umulige – en kommentar fra Warhol hinsides graven. Det er nemlig hårde anklager, filmen retter mod den afdøde kunstner, der i tiden efter Segdwick i stedet mængede sig med Nico fra Velvet Underground. Så måske blev Andy Warhol i virkeligheden blot selv et produkt af det brug og smid væk samfund, han så hyppigt kritiserede igennem sin kunst.

Video”Factory Girl” fremstår i det udmærkede anamorphic widescreen 1.77:1-format, der dog ikke imponerer. Filmen har et grynet filmlook, men det er dog ikke det, der umiddelbart falder mest i øjnene. Det gør til gengæld flere tilfælde af edge-enhancement, der forekommer tydeligst i filmens lysere scener. Der er i øvrigt ikke tilfælde af udtværinger eller digitale forstyrrelser, mens både kontrast og farvetemperatur varierer en smule.

AudioBedre gennemarbejdet virker filmens engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, der gør sig ganske godt. Først og fremmest er “Factory Girl” båret af dialogen, der udspringer tydeligt fra centerhøjtaleren. men herudover spiller også den tidstypiske musik en væsentlig rolle og flyder sammen med den detaljerige atmosfære godt ud i alle kanaler og giver dermed et glimrende helhedsindtryk.

EkstramaterialeUd over trailere for “Premonition”, “En sand løgn”, “Den forbudte by” og “The Dead Girl” rummer udgivelsen ikke ekstramateriale.