Døde fægteres klub

Omkring halvvejs inde i “Fægteren” forsøger jeg, at overbevise mig selv om, at det slet ikke er så slemt endda. Hovedrollen spiller jo godt, kostumerne er fine og den tidsperiode og det land, den foregår i, er spændende og relativt uudforsket. Hvor ofte får man lov til at se en film om den sovjetiske besættelse af Estland? Sjældent. Derfor sved det lidt ekstra, da jeg måtte erkende, at “Fægteren” mest af alt er en deprimeret, østeuropæisk discountversion af “Døde poeters klub”, men uden Robin Williams.

Den bekendte handling udspiller sig i den lille estiske by Haapsula i tiden umiddelbart efter Anden verdenskrig. Nogen ånder lettet op over afslutningen på Wehrmachtens besættelse, imens andre sukker over Den røde hærs indtog. Den kroniske besættelse af Estland må have suget al farve og livsglæde ud af hele samfundet. I hvert fald går de underkuede borgere rundt i forskellige nuancer af brun og grå, mens de kigger ned i jorden. Men alt ændrer sig da Endel Nelis ankommer til den lille by. For på trods af at han ikke bryder sig om børn, så har han fået til job at lede den lokale ungdomssportsklub. Herfra følges formlen for enhver ‘inspirerende lærer’-film, der nogensinde er blevet lavet.

Hvor det i “Døde poeters klub” handlede om fri tænkning og kreativitet på en strikt kostskole, handler det i “Fægteren” om retten til sport og fysisk udfoldelse under kommunismen. Og det vil etablissementet naturligvis ikke have noget af. Skolens rektor, der fremstår mere som en personificering af alle fordomme om det sovjetiske system, end som et egentligt menneske, modarbejder fra begyndelsen samtlige af Endels initiativer. Det er den lille frie mand imod det rigide system. Men i modsætning til den dybt konservative forstander i “Døde poeters klub” så har rektoren i “Fægteren” magten til at deportere folk, som det passer ham. Dette ramler uheldigt sammen med, at Endel i forvejen er på flugt fra staten, fordi han blev hvervet til den tyske hær under besættelsen.

Endel bliver på den måde den modvillige rebel. Helten, der helst vil holdes ude af det hele, men som af børnenes hengivenhed og egen retfærdighedsfølelse nægter at opgive. Det er lidt svært at tro på. Der bliver aldrig brugt nok tid på hans udvikling fra at være en uforstående og hård lærer til at være en elsket børnehelt. Det går for hurtigt. Og på trods af at det hele er baseret på virkelige hændelser, er de fleste af karaktererne er flade. Som hovedpersonens kæreste, hvis vigtigste karaktertræk er, at hun er en kvinde.

Til slut beslutter “Fægteren” sig pludseligt for at blive en sportsfilm. Lidt som i “Hoosiers” bare med fægtning i stedet for basketball. Nu handler det om sportsholdet fra den lille by, der skal trodse alle forventninger og klare sig godt i en stor turnering. Men hvor bedre sportsfilm som netop “Hoosiers” eller nyere “Creed” gør sit ypperste for at få deres respektive sportsgrene til at se spændende ud, så er “Fægteren” aldeles ligeglade med selve fægtningen. Fægtekampene, der skal tjene som højdepunkt, er mest af alt forvirrende og bærer præg af, at man tilsyneladende har forsøgt at løse den problemstilling, at skuespillerne tydeligvis ikke har lært at fægte, ved bare at klippe meget og hurtigt.