Flammerne fortærer Márquez, Borges og Faulkner.

Ligesom i François Truffauts film fra 1966 bliver verdenslitteraturen til aske i den flotte intro-sekvens fra den nye HBO-filmatisering af Ray Bradburys dystopiske sci-fi-fortælling, “Fahrenheit 451”.

Sjovt nok gav den ulmende intro mig lyst til at slukke fjernsynet og gribe en bog.

Det har næppe været hensigten, men det er faktisk det bedste ved den her fortælling om en fremtid, hvor bøger bliver brændt på bålet. Den giver lyst til at læse.

Læselysten bliver også vakt hos brandmanden Montag, spillet af Michael B. Jordan.

Han er næstkommanderende i det berømte og berygtede korps af brandmænd, der ledes af Michael Shannons brændende Beatty

De er dog ikke den slags brandmænd, der slukker brande. De antænder dem. Med bøger og benzin.

Men da en oprørsk John Steinbeck-læser sætter ild til sig selv for øjnene af Montag, bliver han i tvivl – hvad står der i de bøger, som folk er villige til at dø for? Og hvorfor brænder han dem egentlig?

Han stjæler en kopi af Dostojevskijs “Kældermennesket”. Det bliver starten på et farligt opgør med et autoritært, tankeundertrykkende regime.

Et regime, der er opstået efter en amerikansk borgerkrig, som bøgerne altså endte med at få skylden for.

De forvirrede folk med meninger, spørgsmål, tvivl og nuancer. Uenighed er af det onde.

Tvivl og tanker gør folk syge. Det er derfor, det hele skal brændes.

Det lyder som et prik til vor tids krænkelsesfetichister, når Shannon forsvarer afbrændingen af Hemingway med, at han virkede krænkende på feminister.

Og “Huckleberry Finn” bliver jo brændt for de sortes skyld – man kan da ikke have en bog med en karakter, der hedder Nigger Jim!

Men den slags specifikke samtidskritik er kun en krusning på overfladen – ligesom alle de andre moderne idéer, som instruktør Ramin Bahrani har vævet ind i sin Bradbury-fortolkning.

Det flyder med emojis på det allestedsnærværende sociale medie, der er det autoritære samfunds eneste nyhedskilde.

Det toner frem på alle blanke flader, når der skal noget propaganda ud til folket. Der bliver liket og kommenteret.

Noget skriftlighed er åbenbart tilladt? Det bliver aldrig forklaret.

Og hvorfor sætter en masse amerikanere egentlig livet på spil for at redde verdenslitteraturen og få den ud af landet?

Hvis bogafbrænding er et isoleret amerikansk fænomen, mon ikke de så stadig har bøger i Canada?

Der er for mange af den slags løse ender. Universet er tyndt beskrevet.

De 100 minutters spilletid er simpelthen ikke nok til, at Bahrani formår at folde hverken dystopien eller karaktererne ud.

Der er ikke samme tid til detaljerne som i “The Hunger Games”, “The Handmaid’s Tale” eller andre af tidens populære dystopier.

Selv så dygtige skuespillere som Shannon og Jordan virker amputerede. Præcis hvorfor skifter Jordans sympatier?

Og hvad får overbrandmanden Shannon til at skrive litteratur i smug om natten? Det går for stærkt til den slags overvejelser.

Til gengæld må jeg indrømme, at jeg fandt en vis narcissistisk tilfredsstillelse i at se en film, hvor det er småfede, blodfattige bogorme, der er oprørsheltene.

Det bliver en tveægget ros herfra: “Fahrenheit 451” er en film, der giver mig lyst til at læse en bog.