Fair Game
Udgivet 1. dec 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Der er vis ironi i det forhold, at Doug Liman engang stod bag den glamourøse “Mr. and Mrs. Smith” med selveste Brad Pitt og Angelina Jolie i hovedrollerne og nu har kastet sig over den virkelige verdens version af et lignende ægteskab.
Beretningen om dem udspiller sig kort inden den anden berygtede Irak-krig, og George Bushs folk leder efter en håndfast anledning til at angribe landet. Valerie Plame er en af de folk, der sættes til at efterforske, hvorvidt Saddam Hussein er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Hendes mand sendes af sted til Niger i Afrika for at undersøge et rygte om, at Hussein har forsøgt at opkøbe beriget uran til fremstilling af atomvåben. Han opdager, at et sådant køb er vildt usandsynligt og afleverer sin rapport med det negative svar. Alligevel bliver hans resultater brugt som et led af argumentationen for et angreb på Irak.
Som en ligefrem og velfortalt beretning er “Fair Game” elementært spændende, og til trods for at man nogenlunde ved, hvor det ender, bliver man ikke desto mindre revet med. Filmen giver et ganske troværdigt indtryk ved ikke at tilføje alle mulige fiktive spændingselementer, og selv om man godt kunne have undværet nogle af de mest klichefyldte replikker (”De får ikke lov til at ødelægge mit ægteskab!” ringer særligt fælt i ørerne), så giver den et sobert indtryk, og man bliver hurtigt opslugt af harme og indignation over behandlingen. Med til at bibeholde det autentiske indtryk er også de mange ægte nyhedsklip, som Liman elegant klipper ind i filmen. Som i så mange andre filmudlægninger af historien tegner også denne et billede af George Bush som lidt af et uvidende fæ, der formodentlig næppe viste bedre, og som blev manipuleret af folkene omkring ham til at fortælle, hvad han antog for at være sandheden.
I talebaserede spændingsfilm som “Fair Game” er skuespillet altafgørende for fortællingens succes, og til alt held har beretningen et par ualmindeligt velspillende hovedrolleindehavere. Som Joe Wilson er Sean Penn overbevisende opfyldt af moralsk indignation, mens Naomi Watts er mindst lige så god som CIA-kvinden, der måske hellere ville have bidt skammen i sig end gjort oprør – og netop derfor viser sig i besiddelse af en loyalitet, som man ville ønske, at hendes overordnede havde fortjent. De store kunstfærdigheder findes ikke i filmen, der ikke efterlader noget stort indtryk. Ikke desto mindre viser det sig at være en medrivende og velfortalt beretning, der slutter på en relativt lykkelig tone, som dog ringer en smule falsk i forhold til begivenhederne. Det kan godt være, at tingene ordnede sig for parrets ægteskab, men omstændighederne i Irak fik som bekendt en temmelig nedslående udgang.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet