En fantastisk morgenmadsklub

Åh ja. Endnu et superheltehold, der redder verden. Og dog. For dette reboot af en af 20th Century Fox’ Marvel-franchises bringer noget andet end Marvel Studios’ kronisk ironiske farveladehelte. I “Fantastic Four” er teinten holdt i kølig gråblå, imens en ny generations absolut dygtigste skuespillere underspillet forsøger at tage rejsen fra ung til voksen. De fire har en ild, der brænder. En krop, som vokser, imens de kæmper med følelsen af enten at være stor og grim(m) som sten eller bare helt usynlig. Marvel Comics’ ældste superheltehold bruges denne gang til noget langt klogere end at tæve endnu en CGI-skurk. Og det i en overraskende hardcore sci-fi-indpakning.

”Beam me up, Scotty,” siger en klassekammerat til 12-årige Reed med fejlciteret reference til “Star Trek” i indledningen. Det er ikke tilfældigt, at det hverken er Superman eller Avengers, der refereres til. For det er først i den svageste, sidste halvdel, at de fire unge bliver fantastiske komplet med superevner, ens dragter og en modstander, der vanen tro vil ødelægge verden. I den helstøbte første halvdel er det hård videnskab i laboratoriet, hvor Reed, Sue, Johnny, Ben og Victor forsøger at finde vejen til en anden dimension, hvilket er det næstmest interessante.

Det mest interessante er spillet imellem de unge talenter. Som når “Whiplash”-trommedrengen, Miles Teller, som Reed sender et forsigtigt ungdomsblik i retning af Kate Mara, der fik sit gennembrud i “House of Cards”. Eller når Michael B. Jordans rodløse Johnny tager sit coming-of-age-opgør med farmand, hvor det i øvrigt er værd at bemærke den diskrete fuckfinger til den ækle hverdagsracisme, idet det ikke er den sorte Jordan, der er adopteret, men i stedet den hvide søster Sue. Såkaldte fans var i oprør, over at den sorte Jordan var castet i en historisk set hvid rolle, men som farveblind vil jeg i stedet rose valget af den bedste til rollen – Jordan er en dygtig flab som den menneskelige flamme, Johnny Storm.

Det er ikke sjældent set, at unge instruktører drukner, når de springer i poolen med et stort franchisemonster, som “Fantastic Four” jo er. 31-årige Josh Trank svømmer fint med sin egen, tydelige stil her i sin kun anden spillefilm. Found footage-debuten, “Chronicle”, var en kombination af melankolsk ungdomsfilm og mystisk sci-fi med en slutning, der smagte af superhelt. Den skrabede found footage er i “Fantastic Four” erstattet af kamera på stativ, men ellers er fokus igen på rejsen fra ung til voksen – med alle de problemer med kærlighed og forældre det indebærer. Som sci-fi-udgaven af John Hughes så har Trank potentialet til at give os en ny generations “Breakfast Club”.

Så langt er vi ikke endnu. Det (for)tegnede forlæg skal passes. Den kloge har briller, den onde har skæg, og i overtydelige vendinger skal superhelteholdet have serveret livsvisdom fra farmand Storm, der forklarer dem, at de er bedre sammen end hver for sig. Den visdom giver skurken Doom ikke meget for. Han kan selv. Men han er ikke bare ond uden grund. Ligesom franchise-fætteren hos “X-Men” så har Doom samme problem som Magneto. Han har tabt troen på menneskeheden. De har haft chancen. Og det er ikke ondskab, men bare et andet, mere dystert syn på sagen end den glatbarberede Reed har.