Fantomsmerter

Vil du se en film om et barn i kemoterapi? Ikke lige i aften, siger du? Hellere en superheltefilm med skurke og onde planer? I “Fantomdrengen” får du begge dele. En drengs kamp imod kræft spejles her tidstypisk i superheltegenren. Det er åbenbart lettere at forholde sig til banditter og helte end et barn, der risikerer at dø.

Trækket er sympatisk og forståeligt nok. Det er svært at se på og tale om børn, der måske skal dø. Det samme trick brugte Astrid Lindgren, da hun skrev “Brødrene Løvehjerte”, hvor døden ikke var en sort intethed, men en farverig fantasy-verden ved navn Nangijala. På samme måde er Leos kemokamp ikke bare en dreng, der ligger i en sygeseng. Han er hovedpersonen i en slags Tintin-film, hvor modige journalister og pligtopfyldende betjente forsøger at fange Manden med det flækkede fjæs, inden det er for sent.

Superheltetricket er så her, at Leo under behandlingen kan forlade sin krop som et Fantom. Han kan flyve, gå igennem vægge og kommunikere direkte tilbage til politibetjenten, der har brækket sit ben. Politimanden mangler krop og øjne derude. En journalist bliver krop, imens Leo giver ham øjne til at fange skurken, der vil hacke New Yorks computere, hvis ikke han får en milliard. Hele den historie er vældig klassisk, nærmest lidt gammeldags Tintin, hvor helten fanges, undslipper, fanges osv.

Det bedste ved den fangeleg er Thomas Mørks stemmelægning til skurken, Manden med det flækkede fjæs, som han kaldes, der ser ud, som noget Joan Miró har malet. Farvede felter i mange faconer. Han er en djævelsk god skurk, der ved, at han er en filmskurk. Som da journalisten vil lokke den hemmelige kode ud af ham, så svarer han, at det er da kun noget, en skurk i en tegnefilm ville gøre. Hmm? Kompleks humor. I modsætning til stilen. For den her tegnefilm og dens helte og skurke er simple tegninger. Som Alfons Åberg med øjnene barnligt i toppen af hovedet langt fra midten, hvor de hører til. Hvis det da ikke var en tegnefilm.

Den herlige skurk ved ikke kun, at han er med i en tegnefilm. Han kender også til andre film. Referencerne sidder løst, som da han som en anden Oberst Kilgore fortæller, at han ”elsker duften af brændende by om natten.” Sådan fortsætter “Fantomdrengen” med at være bevidst om sig selv, hvilket da naturligvis også betyder, at politibetjenten i kørestolen må finde sig i at blive James Stewart fra “Skjulte øjne”. De mange referencer fjerner dog lidt fokus fra den kræftramte dreng, der i sidste ende mest er et påskud for at fortælle en historie om politi og røvere.