Fast & Furious
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 2. nov 2009 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Det var formentlig de færreste biografgængere, som i januar skimmede listen over årets potentielle blockbusters og forudså, at filmsæsonens mange muterede superhelte, troldmænd, megarobotter og G.I. Joes ville blive overhalet og overgået af de toptunede racerbiler i “Fast & Furious”. Men det fjerde kapitel i “The Fast and the Furious”-føljetonen var en af årets store positive overraskelser – en habil thriller med fart over feltet og et stort temperament, så for en sjælden gangs skyld kan man sige, at en moderne actionfilm leverer nøjagtig, hvad emballagen hævder.
Sagt med andre ord: “Fast & Furious” lod til at være et stort tilbageskridt for skuespillerne – udelukkende begået for at hive nogle sikre gysser hjem til bankkontoerne via seriens talstærke fans. Men det er åbenlyst ikke dollartegn, der får filmstjernernes øjne til at lyse op, men derimod reel begejstring. Skuespillerne har det så sjovt med atter at spille deres respektive CV’ers mest kendte figurer, at man ofte nikker, smiler og klukler uden helt at være bevidst om hvorfor. Man føler sig øjeblikkeligt i godt selskab med karaktererne – stærkt hjulpet på vej af den enestående kemi mellem skuespillerne.
Historien er en lidt banal skrøne om politi og røvere. Gedigne twists er desværre sjældne, men karaktererne er så charmerende og actionsekvenserne så opfindsomme, at man aldrig keder sig. Filmen lægger ud med et brag af en startsekvens og slækker sjældent grebet om koblingen. Humoren sidder i øvrigt lige i skabet – en tilpas dosis selvironi forhindrer filmen i at blive en pinlig parodi på sig selv modsat mange af årets andre blockbusters. Computereffekterne svinger kvalitetsmæssigt, men der er heldigvis kun få af dem. Det gør det langt lettere at tro på, at der er fare på færde under de mange biljagter, når man kan se, at ægte køretøjer og mennesker er involveret og ikke kun computerskabte tændstiksmænd. Og den bombastiske lydside går perfekt i spænd med billederne.
Præsenteret i 1080p/VC-1 2.40:1. Billedet er knivskarpt, detaljerigdommen er enorm, kontrasten er perfekt, farverne er mætte og naturtro, og hverken edge-enhancement, komprimeringsfejl eller utilsigtet gryn forekommer. Nogle af de computergenererede baggrunde fremstår en kende uskarpe og uvirkelige, men det gjorde de også i biffen, og der er slet ikke nok af dem til at frarøve transferet topkarakter.
Diskens DTS-HD Master Audio 5.1-mix er et af årets mest aggressive og underholdende lydspor. Der er meget få tilnærmelsesvis stille scener, men under disse bliver billederne suppleret af en masse subtile lydeffekter fra samtlige højtalere, der får omgivelserne til at fremstå mere levende. Men actionsekvenserne er lydsporets hovedattraktion. Subwooferen brummer løs, når der trædes på speederen. Lydsporets utallige fantastiske panoreringer får jævnligt én til at føle, at bilerne suser forbi i stuen, og de musikalske indslag og replikkerne lyder klokkeklare og drukner aldrig i al hurlumhejet.
Det informative kommentarspor med Justin Lin overgås af det fantastiske videokommentarspor med Lin og Paul Walker, som debatterer udvalgte scener og viser alskens storyboards, videoklip fra optagelserne osv. Man kan også vælge at se en masse informationer om bilerne under filmen. Desuden medfølger trailere til alle seriens film, en musikvideo, fem minutters muntre fraklip, mere end en hel times velproducerede dokumentarer (primært omhandlende bilerne og filmens stunts) og ikke mindste kortfilmen “Los Bandoleros” (21 min.), som er instrueret af Vin Diesel og foregår umiddelbart før filmen. Du kan bogmærke scener, og hvis din afspiller er tilkoblet internettet får du adgang til endnu mere videomateriale og muligheden for at lave din egen musikvideo med klip fra filmene. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.
Ved første øjekast ligner “Fast & Furious” et håbløst forsøg på at presse de sidste dråber ud af en for længst udtørret citron – i dette tilfælde “The Fast and the Furious”-filmføljetonen, som “Fast & Furious” er den fjerde og bedste del af. Med en spilletid på næsten to timer får man god tid til at studse over manuskriptets mange klicheer og brister, men man forbliver grebet – især takket være det veloplagte ensembles brave indsats og de adskillige iøjefaldende actionsekvenser. Grundet et strålende transfer, et mageløst lydspor og timevis af velproduceret ekstramateriale ender BD-udgivelsen med at være et must for både fans af filmen og genren.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet