Kugler i knolden

Hvis der er en ting, man ikke kan anklage “Faster” for, så er det at bruge overdrevent subtile virkemidler. Tværtimod er filmen så rendyrket en størrelse inden for hævngenren, at man som anmelder ved, at man skal skynde sig at få teksten skrevet ned, inden filmen med lynhast har forladt ens hukommelse igen.

Allerede fra dens første billeder, hvor Dwayne “The Rock” Johnsons svulmende skikkelse dukker op i en stram læderjakke, levnes man end ikke den mindste tvivl om, hvilken form for film, man nu skal være vidne til. Han er selve definitionen på en mand af få ord, men mange kugler og er ved at sprænges efter at få udlevet sin hævntørst. Da han løslades fra fængslet, har han end ikke tålmodighed til at gå derfra og sætter i stedet straks i løb mod en ventende bil og en liste over mennesker, som hurtigst muligt skal modtage en velfortjent kugle i knolden.

“Faster” har i det hele taget en besynderlig fetich i forhold til skud i hovedet, men de er ikke altid så virkningsfulde, som man skulle tro. Vores hovedperson, som kun har navnet ‘Driver’, fordi – nå ja – han kører en del, blev selv i sin tid forrådt og skudt lige gennem knoppen, men er ikke desto mindre atter i fuldt vigør – der var øjensynligt ikke så meget hjerne at beskadige.

Filmen udvikler sig stort set, som man kan forvente. Helt efter sædvanen skal vores hævner dræbe nogle ualmindeligt usympatiske skurke, indtil han støder på en god en af slagsen og må genoverveje sin hævntørst. I dette tilfælde er det gode offer endda blevet en genfødt kristen prædikant med utallige bibelcitater om tilgivelse på læben og hele fem(!) adopterede børn, som er afhængige af hans støtte. Det mangler blot lige, at han også har kureret kræft. Det ville næsten være en opmuntrende amoralsk afveksling, hvis vor hævner uden den mindste rysten på hånden blæste denne helgen i stykker alligevel, men ak ja, der må pinedød ikke afviges fra formularen.

Billy Bob Thornton spiller en udbrændt stofmisbrugende betjent, der bliver involveret i sagen. Han er kun et par uger fra sit pension og ønsker blot fred og ro, men får selvsagt ikke nogen af delene, da filmkonventionerne dikterer, at enhver strømmer med et par uge tilbage enten ender med en forlænget kontrakt eller en patron i baghovedet. Det meste af den indledende tid går dog mindre med personbeskrivelse og mere med afsindig lange musik-montager, hvori de forskellige personer introduceres. Det er ellers ikke, fordi persongalleriet har brug for megen forklaring, og det er i bund og grund en af filmens største fadæser, at den bruger så meget tid på nogle figurer, der alligevel er så flade og uopfindsomt udformede – trætte strømere og filosofiske lejemordere var trods alt klicheer, længe inden The Rock havde strammet sin første lårmuskel – og mindre på at få spændingen etableret.