Pænt foldede underhylere

Der er åbenbart altid plads til børn, der laver ballade. På film altså. Jo mere vi prøver at gøre dem til små, effektive embedsmænd i en stor, offentlig virksomhed, jo mere bliver dovenlarsen, spøgefuglen og småmobberen de store helte i fiktionens verden. Det bekymrer “Kaptajn Underhyler” sig ikke om, men det lyder da også voksent og kedeligt at tage fat om virkeligheden. Så hellere en forglemmelig vrøvlehistorie om to drenge, der forvandler deres karikeret onde skoleinspektør til superhelten Kaptajn Underhyler. En Ole Lund Kirkegaard-light, der under underbukserne og diskomusikken er en langt mindre rod end Albert, Frode og alle de andre.

Her har Jimmy og Otto én gang for alle provokeret inspektør Knold så meget, at han truer med at placere dem i hver sin klasse. Det glemmer han dog igen, da Jimmy hypnotiserer ham med en ring fra en morgenmadspakke. Kaptajn Underhyler er meget flinkere, men desværre også en meget ustyrlig superhelt. Hver gang drengene knipser, smider han tøjet og sætter ud for at redde verden med et kækt råb. Det vil i det her mini-univers egentlig sige: være en skæg voksen, der køber et pariserhjul og inviterer på cola og popcorn. Hans nye facon bliver dog også et problem, da han godtroende ansætter en ny fysiklærer: Den onde professor Prutpotte, der hader, at børn griner.

Denne lille historie fortælles i et skyhøjt tempo, så for at strække den ud til 90 minutters spilletid bliver der brugt masser af tricks fra kassen med distraktioner. De to hovedpersoner træder gerne til side og kommenterer deres egen fortælling. Sokkedukker og skrabede streger afløser den nuttede 3D-animation. Og hver falde-på-halen-vittighed bliver banket på plads med utallige gentagelser af BONK, SMAK, KRASJ. Vi er langt fra selvhøjtidelig Disney-musical, men frikvarteret føles alligevel lidt kalkuleret.

Det der med at punktere alvoren i sin egen historie er det nye sort. Se bare på “Lego”-filmene. Men hvis fortællingen aldrig får lov til at udfolde sig, fordi karaktererne hele tiden stikker en stor, fed meta-nål i ballonen, bliver det så som så med indlevelsen. Det gør de meget ofte i “Filmen om Kaptajn Underhyler,” der derfor bliver et ujævnt forløb af larmende enkeltscener sat sammen af en toiletpapirstynd historie om venskab og ballade. Man er aldrig rigtig bange for, om Jimmy og Otto bliver sat i hver sin klasse. Slet ikke når de mødes så meget i deres træhule. I fritiden.

Men det største problem er, at “Kaptajn Underhyler” aldrig bliver så gakket, som den selv tror. I stedet for virkelig at knalde ud, forfalder den til ‘frække løjer’, der desværre aldrig overrasker. En gal videnskabsmand med tysk accent og -inatormaskiner. Pruttepuder, tegnestifter på stolen og et robot-toilet med Lambirulle-kanoner. I midten af det hele en parodi på den tumpede superhelt, som “The Tick”, “Inspector Gadget” og flere andre, der for længst er brugt flere hundrede tv-timer på.