Problemer i småtingsafdelingen

Stakkels Søren Brun. Mens barndommen for de fleste er en uskyldig tid, hvor verdens uretfærdighed endnu ikke har åbenbaret sig, er den for Søren Brun bare én lang midtvejskrise. På vej mod pensionsalderen er han stadig den evige tvivler, alt for bevidst om at være en lille, undselig radise i et stort og farligt rabarberbed. Selv hans egen film kører ham ud på et sidespor til fordel for hans hund. “Filmen om Radiserne: Med Nuser og Søren Brun”. Det er næsten til at græmmes over.

“Radisernes” popularitet skyldes uden tvivl de mange forskellige fortællelag, som det er lykkedes Charles M. Schulz at presse ind i de daglige fire tegnede ruder. Nuttede Nuser er en perfekt tegning og et af den moderne verdens helt store penalhussælgende børneikoner. Men det er eksistensfilosofiske Søren Brun, der har fået far til at købe avisen. I ham spejler vi os selv og ser en lille usikker mand, pinefuldt langt fra de klassiske machohelte som Nuser leger med på toppen af sit hundehus: Hemingway, Den Røde Baron, Babe Ruth osv.

I mellemtiden er “Radiserne” jo selv blevet amerikansk kulturkanon og Bryan og Craig Schulz – søn og sønnesøn – piller ikke meget ved arvesølvet. Ufølsomme typer ville måske kalde “Filmen om Radiserne” for en smule gammeldags. En sammenligning med Pixars fremskridt inden for 3D-animation falder heller ikke ud til Søren Bruns fordel. Det fortællemæssige og visuelle niveau er et andet, men det virker egentlig fuldstændig overlagt. “Radiserne” byder på en simpel historie om at blive lidt bedre ven med sig selv til diskret jazzet underlægningsmusik. En Woody Allen-film for børn.

Man skal heller ikke prøve så hårdt med figurer, der er så genkendelige og dybt elskelige. Mange af scenerne er sat op nøjagtigt som tegneserierne. Trine råber fra sin psykiatribod, Rikke Rask sover ind over Lottes skolepult, det drageædende træ æder drager. Det kræver ikke den store indsigt at regne handlingen ud, men det er veludført nostalgi for gamle børn og letforståelig komik for nye.

For at binde de lidt usammenhængende episoder sammen har man ladet Søren Brun forelske sig i klassens nye, rødhårede pige. Men det overordnede plot er mest en ramme, figurerne kan vise sig frem i, uden at det rykker for meget ved de karaktertræk, de er blevet populære på. Nuser er hund for de fleste visuelle gags, og den lille sekvens, hvor han finder sin skrivemaskine, er godt tænkt. Jeg studsede lidt over, at hans indre monolog er en børnestemme frem for den voksne mandsbaryton, jeg altid har forestillet mig, men det er vel strengt taget et spørgsmål om fortolkning.