Den tynde linje mellem foragt og respekt

Der bliver tit lavet film om dysfunktionelle familier, og der bliver også ofte lavet film om parforhold i opløsning. Men sjældent bliver der specialiseret i noget så nicheagtigt som det, man ser i Joseph Cedars nyeste film, “Footnote”: Et forhold mellem en far og en søn, hvor konkurrence og jalousi går hånd i hånd med familiære forhold.

Eliezer er faderen, og Uriel er sønnen. De er begge forskere og derved både kolleger, konkurrenter og rivaler. Eliezer er en lidt mavesur mand, der har brugt hele sin liv på at bevise en enkelt tese, der siden er blevet glemt. Uriel er derimod en jovial og lettere selvoptaget person, der i stedet har brugt sin tid på den mere kendte og konventionelle side af videnskabens verden, og som derved har opnået mere hæder end faderen. Deres indbyrdes forhold truer med at kollapse fuldstændigt lige indtil den dag, hvor Eliezer får et opkald, han har ventet på hele livet: Den prestigefyldte Israel-pris er hans. Hans livslange forskning har ikke været forgæves. Problemet er bare, at prisen egentlig var tiltænkt hans søn, og ved en fejltagelse fik Eliezer opkaldet. Så hvad gør Uriel? Skal han fortælle sandheden til sin far og derved ødelægge den store illusion, eller skal han selv modtage hæderen – velvidende at det vil knuse faderen?

Det lyder måske ikke sådan, men der er en gennemgående munterhed i “Footnote”, som i starten antyder, at vi har at gøre med en komedie. Men lad dig ikke narre, for historien forlanger at blive taget alvorligt, og langsomt begynder filmens humoristiske maskering at smuldre – på sin vis kan man sige, at filmen spiller et slags dobbeltspil ligesom dens karakterer. ”Det er bare en pris”, siger sønnen – og Israel-prisens rette ejermand – til komitéens formand (og faderens ærkefjende) Grossman, da han opdager fejltagelsen. Men sagen bliver en anden, da han bliver fortalt, at han aldrig kan modtage samme pris, hvis faderen får den i stedet. Så viser dilemmaet, rivaliseringen og, ja, dobbeltmoralen sit sande ansigt.

Der hersker ingen tvivl om, at “Footnote” er et studie i misundelse i alle dens former og nuancer. Jalousiens grimme ansigt viser sig i både far og søn, blot i forskellige afskygninger. Hvor Uriel prøver at fortrænge sine sande følelser over for faderen, så er Eliezer mere smålig og direkte i sin jalousi. Man plejer at sige, at der er en tynd linje mellem had og kærlighed. Joseph Cedar siger med “Footnote”, at der er en tynd linje mellem de fleste følelser, og at den findes i alle slags forhold.

Rivaliseringen mellem far og søn er heller ikke den eneste kappestrid, der foregår foran kameraet. I en branche, som de fleste forbinder med professionalisme og seriøsitet, giver “Footnote” os et større indblik i de intriger og bedrageriske handlinger, der udgør en stor del af hverdagen. Desværre tynder disse – ligesom slutningen – ud i det rene ingenting, og der kommer aldrig en egentlig forløsning. Det er far og søn, Uriel og Eliezer, der her er i fokus, og alt andet bliver glemt hen ad vejen.