For dine brune øjnes skyld

Escortpigen Alice er trist. Det kan jeg se på hendes store, brune øjne. Men hvorfor er hun trist? Og hvorfor er hun escortpige? De psykologiske bevæggrunde er sværere at få øje på i “Fortiden foran os”, som belgiske Nathalie Teirlincks spillefilmdebut hedder. De gemmer sig bag en masse lækkertrist poseren, der gør den ellers alvorligt triste fortælling svær at engagere sig i.

Det er ellers ganske stemningsfuldt at følge Alices natlige køreture gennem Bruxelles, hvor byens lumre neonlys blinker indforstået hele vejen hen til aftenens kunde. Som hun sidder der på bagsædet og hviler panden mod ruden, er der faktisk noget dragende uudgrundeligt ved hendes triste, brune øjne. Hvorfor gør hun det? Der er ikke noget, der tyder på tvang. Hendes store lejlighed tyder ikke just på pengeproblemer. Lyst? Næppe. De natlige seancer er i bedste fald distancerede og rutineprægede. Af og til ydmygende og farlige. Mystikken er god som anslag. Men den breder sig og breder sig, indtil jeg sidder med følelsen af, at der slet ikke er nogen motiver bag de brune øjne. En lækker fernis af sex og melankoli. Bare fordi.

Mystikken breder sig yderligere, da hendes tidligere svoger pludselig dukker op. Han fortæller, at hendes eksmand er død. Det viser sig, at Alice har en søn. Svogeren efterlader på udspekuleret vis den lille dreng hos Alice, der nu tvinges til at se sin fortid i øjnene. Det kunne have været her, at mening og motiver kiggede frem fra mystikkens tåger. Men ak. Tågen tykner bag de store, brune øjne. Hvorfor forlod Alice sin familie? Og hvad med sønnen? Det ene øjeblik leger hun mor. Lærer ham at cykle. Farver hans hår blond, ligesom hendes. Men så efterlader hun ham alene i lejlighedens nattemørke, mens hun tager på escortvisit. Når hun da ikke ligefrem tager ham med. Eller efterlader ham hos hendes stort set fremmede elsker, der tror, drengen er hendes nevø.

Jeg kan se på de triste, brune øjne, at Alice har det svært. Men det er alt. Evelyne Brochu spiller Alices tristessetunge, skrøbelige blik så overbevisende, at hun utvivlsomt må have anet et eller anden i karakterens psyke, der gør Alice forståelig. Men det når altså aldrig ud til mig. Der er alt for meget, der holdes tilbage. I sin iver efter ikke at overforklare ender Teirlinck med en film, der virker helt uinteresseret i at lukke publikum ind. Derfor ender jeg med at tænke, at Alice er egoistisk og uansvarlig. Usympatisk. Det har næppe været meningen. Men det er altså svært at mønstre empati på så stor afstand.

Evelyne Brochu havde fortjent en bedre film. Men i det mindste ligner “Fortiden foran os” undertiden en bedre film. Og lyder som en. For det er lækkertrist, når den ensomme escort glider gennem Bruxelles’ storbynat. Mens PJ Harveys producer, John Parish, akkompagnerer med en mildt melankolsk lydside. Det er nogle fine øjeblikke, der havde stået endnu stærkere i en bedre film. De vækkede min undren. Men jeg kom desværre aldrig videre end det.