Frank
Udgivet 11. jun 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Én af de ting, der sætter internettet i brand for tiden, er en video af Sias optræden på Ellen Degeneres’ talkshow, hvor en 9-årig pige smadrer rundt til tonerne af hittet “Chandelier”. Sangerinden står selv med ryggen til og viser aldrig sit ansigt. Tilsyneladende for at holde fokus på musikken. Titelkarakteren i “Frank” optræder ikke kun iført et stort papmachéhoved, men spiser, sover og bader også med sin maske på. For ham er det ikke et forsøg på at skjule sig for berømmelsen. Han kan bare rigtig, rigtig godt lide at have et stort papmachéhoved på. Sådan bliver han et sært hypnotiserende centrum i genfortællingen af den ældgamle historie om et lille band, der vil frem i verden. Og måske sætte ild til internettet.
Vores vej ind i den verden er på ryggen af Jon Ronson. Her følges han rundt i en trist, engelsk havneby til lyden af sin rustne stemme, der søger inspiration i hvad som helst. Hits som “Kids building sandcastles” og “Hey lady in red coat do you know lady in blue coat” er verden endnu for ung til. Han rodes hurtigt ind i Franks band og ender med at betale for de flere måneder lange indspilninger i en irsk træhytte. Selv om alle hader ham. Undtagen Frank og produceren Don, som Scott McNairy gør til en smuk tragedie. Man forstår, hvad de mannequin-dukker er faldet for.
Vanviddet ruger hele tiden på en rejse, der ikke er uden mørke toner. Filmen knækker den vej samtidig med, at Jon, i kraft af sine egne ambitioner, gør Soronprfbs til en youtube-sensation. Jeg fik ondt i maven, men ikke af grin, imens Frank langsomt går i opløsning. Verden er kynisk og mennesker er dumme. Distancen og fremmedgørelsen bliver for meget for Frank, der har taget masken på, fordi han synes, det bringer ham tættere på folk. Michael Fassbender får brugt al sin fysik og sin stemmekraft, så man tror på en mand, der er i fuld kontrol med musikken, men skrøbelig uden for den.
Jeg aner stadig ikke, hvem Frank Sidebottom er. Eller hvor meget filmens udgave har at gøre med den virkelige. Det er en biopic, men voldsomt langt fra “Her er dit liv i Musikbutikken”. Man kunne have den mistanke, at det slet ikke er målet at skildre Chris Sieveys liv som Frank fra start til slut. Men at bruge ham som baggrund for en mere generel historie om kreativitet og det, der må ud, inden det brænder én op indefra. “Frank” er sjov, rørende og et godt billede på, at det vist ikke er blevet nemmere at være en skrøbelig musiker, siden Syd Barrett skred fra Pink Floyd for at sætte sig i sin mors kælder og drikke te. De næste 40 år.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet