To be frank… I have no idea

Én af de ting, der sætter internettet i brand for tiden, er en video af Sias optræden på Ellen Degeneres’ talkshow, hvor en 9-årig pige smadrer rundt til tonerne af hittet “Chandelier”. Sangerinden står selv med ryggen til og viser aldrig sit ansigt. Tilsyneladende for at holde fokus på musikken. Titelkarakteren i “Frank” optræder ikke kun iført et stort papmachéhoved, men spiser, sover og bader også med sin maske på. For ham er det ikke et forsøg på at skjule sig for berømmelsen. Han kan bare rigtig, rigtig godt lide at have et stort papmachéhoved på. Sådan bliver han et sært hypnotiserende centrum i genfortællingen af den ældgamle historie om et lille band, der vil frem i verden. Og måske sætte ild til internettet.

Jeg aner ikke, hvem Frank Sidebottom er. Jeg har læst Jon Ronsons nekrolog fra januar i år, da komikeren bag figuren Frank, Chris Sievey, døde af kræft. Jon aner heller ikke, hvem han var. Nekrologen, der også fungerer som et løst forlæg for filmen, er nogenlunde lige så oplysende som at kigge ind i de store, milde påmalede øjne på et papmachéhoved. Det tjener “Frank” til ære, at det absolut ikke gør noget. Jeg var lykkeligt mystificeret og nød egentlig bare at være vidne til en lang samling barokke optrin i skildringen af Soronprfbs, bandet fra helvede, der består af en smældende arrogant, fransk bassist, den mest hadefulde, knivstikkende, avantgarde-Brooklyn/Williamsburg-fisse du nogensinde vil se Maggie Gyllenhall lægge øjenlåg til samt en suicidal producer, der prøver at holde op med at kneppe mannequin-dukker.

Vores vej ind i den verden er på ryggen af Jon Ronson. Her følges han rundt i en trist, engelsk havneby til lyden af sin rustne stemme, der søger inspiration i hvad som helst. Hits som “Kids building sandcastles” og “Hey lady in red coat do you know lady in blue coat” er verden endnu for ung til. Han rodes hurtigt ind i Franks band og ender med at betale for de flere måneder lange indspilninger i en irsk træhytte. Selv om alle hader ham. Undtagen Frank og produceren Don, som Scott McNairy gør til en smuk tragedie. Man forstår, hvad de mannequin-dukker er faldet for.

Musikfilm anvender ofte vinklen med den udefrakommende, der dykker ind i et fasttømret band. “Frank” er ingen undtagelse. Men at sidde og se et kærlighedsbarn af “Almost Famous” og “This Is Spinal Tap” danse rundt til microKORG og Theremin, er forfriskende. Instruktøren Lenny Abrahamson har fornemmelse for at dreje den tragikomiske historie ud i nogle absurde tableauer. Parodien på de artsy musikere, som plaprer om uhæmmet kreativitet, mens de bruger 11 måneder på at optage lyden af en vandkande, er knivskarp. Ligesom det ironiske indiemiljø får på munden, når bandet tager til South by Southwest. Alt får bare lige dét ekstra vanvid fra den uformelige, men udtryksfulde kugle, der sidder på én af personernes skuldre.

Vanviddet ruger hele tiden på en rejse, der ikke er uden mørke toner. Filmen knækker den vej samtidig med, at Jon, i kraft af sine egne ambitioner, gør Soronprfbs til en youtube-sensation. Jeg fik ondt i maven, men ikke af grin, imens Frank langsomt går i opløsning. Verden er kynisk og mennesker er dumme. Distancen og fremmedgørelsen bliver for meget for Frank, der har taget masken på, fordi han synes, det bringer ham tættere på folk. Michael Fassbender får brugt al sin fysik og sin stemmekraft, så man tror på en mand, der er i fuld kontrol med musikken, men skrøbelig uden for den.