Free State of Jones
Udgivet 14. sep 2016 | Af: Oskar K. Bundgaard | Set i biografen
Fortællingen om Robin Hood er en af de mest ikoniske inden for den vestlige fortælletradition. Det er historien om en mand, der vendte systemet ryggen, levede et liv i ultimativ frihed, alt imens han stjal fra de rige og gav til de fattige. I “Free State of Jones” er Sherwood-skoven skiftet ud med en sump i Mississippi, Lille John er en bortløben slave ved navn Moses, og sheriffen af Nottingham er en modbydelig sydstatskaptajn. Resten er gammelkendt.
Newton deserterer resolut, men finder hurtigt ud af, at krigen også eksisterer bag frontlinjerne. I området omkring hans egen gård rider grupper af modbydelige sydstatssoldater rundt i landskabet, mens de grådigt ‘beskatter’ de sultende bønders svindende afgrøder. Der er ikke gjort meget for at få soldaternes handlinger til bare at være nogenlunde forståelige. Og sydstatskaptajnen, der står for indsamlingen af skatter, og den General, der styrer området, bliver hurtigt sat op som fortællingens Sherif af Nottingham og Prins John. Som to magtglade, hovne og totalt usympatiske karakterer er de der vitterligt kun, så Newton Knight kan se heroisk ud, mens han besejrer dem.
“Free state of Jones” er bygget på virkelige begivenheder. Derfor virker det sidste akt mere som en dramadokumentar end som spillefilm. Her hopper vi et par år frem i tiden, hvorefter vi læser nogle historiske fakta, der beskriver de socioøkonomiske udviklinger, som skete i syden. Det går dårligt som film og passer dårligt sammen med resten, der opfører sig som en ‘normal’ film om Robin Hood.
Det begynder som en fantasi om det frie liv uden for lov og ret, men ender som antiracistisk korstog, der forsøger at dokumentere de slavernes kummerlige forhold i sydstaterne efter frigørelsen. Den første del er bedst . Som en bedre “Robin Hood”-film end “Robin Hood” fra 2010.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet