En royale med muggen ost

Ved enhver form for kulørt underholdningsfilm bliver man ganske vist altid nødt til at være indstillet på at sluge et par kameler undervejs og prøve på at lade være med at lade fornuften komme i vejen for ens fornøjelse af filmen. Selv med den indstilling støder man dog alligevel indimellem på værker, hvor ens overbærenhed bliver testet lang ud over enhver rimelighed.

Netop sådan en af slagsen finder vi i “From Paris with Love”, der trodser selv den mindste form for logik i form af den fuldstændigt absurde amerikanske hemmelige agent Charlie Wax, spillet af John Travolta. Han ankommer til Paris og vækker øjeblikkeligt så megen opmærksomhed, at det er et under, at han overhovedet får lov at komme ud af lufthavnen. Her skal han arbejde sammen med den unge regelrette James Reese, der fungerer som stikirenddreng for CIA, mens han drømmer om at arbejde som rigtig agent.

Han får selvsagt sit ønske opfyldt, men den uortodokse Wax ligger ret langt fra hans opfattelse af, hvordan en agent bør opføre sig, og der er snart lagt op til en slags buddy-komedie, hvor de to vidt forskellige størrelser må lære at sætte pris på hinanden, mens de plaffer huller i halvdelen af Paris’ beboere.

Målet er vist nok nogle narkohandlede terrorister eller lignende, men det er svært at være særlig interesseret, når filmen nu alligevel behandler sin egen historie med komplet ligegyldighed. Hvad vi i stedet bliver vidne til er en række scener, hvori makkerparret besøger diverse lyssky steder i Paris, således at Wax kan skyde nogen, mens Reese kan stå og se chokeret ud. Allerede her begynder tingene hurtigt at gå ned ad bakke, efterhånden som følelsen af gentagelse begynder at sætte ind, og de mange actionscener afleveres uden den mindste fornemmelse for, hvordan man sætter adrenalinen i gang. Filmen etablerer hurtigt, at Wax er uovervindelig, og dermed fjerner den også enhver form for spænding om udfaldet eller blot den mindste følelse af fare.

I hovedrollen har John Travolta ladet hovedet barbere og skægget gro, men hvis det var et forsøg på at ligne en hård negl, så er det mildt sagt mislykkedes, og han fremstår mere som Biker Jens’ debile fætter. Det hjælper ikke på sagen, at han konstant komme med udtalelser, der tangerer det småracistiske, og filmen har i det hele taget en temmelig kold og ubehagelig tone over sig. Selv det venskab, som, den postulerer, opstår mellem hovedpersonerne, bliver ved påstanden, og man fornemmer ingen opblødning eller varme i forholdet.