Når latteren hører op

”Den her fyr er virkelig sjov. Hvorfor er han med i så mange dårlige film?”. Sådan ca. bliver det sagt om Adam Sandlers rolle i “Funny People”, og sjældent har en beskrivelse været mere rammende for netop Sandler, der bestemt har evnerne, men alligevel gang på gang har hovedrollen i den ene mere rædsomme film efter den anden.

I denne omgang har filmen dog lidt mere bid end de fleste af de tandløse film, han medvirker i. Her har han rollen som den selvglade stand-upper, der har smagt succesens frugter og nu laver middelmådige film på stribe, mens han tjener kassen. Rollen er med andre ord ikke så langt fra den, Sandlers offentlige fremtoning er.

Det er snart blevet en kliche i filmverden, at når en person får en livstruende oplevelse, bliver han et nyt og bedre menneske, men det samme sker ikke her, og da Sandlers figur George Simmons rammes af en livstruende blodsygdom, falder han i stedet ind i en spiral af selvmedlidenhed og lede over omverden. Han møder den usikre unge stand-up-komiker Ira Wright, der ganske vist ikke har megen sans for timing, men som kan skrive nogle hæderlige vitser. Simmons beslutter sig for at ansætte den unge fyr som skribent og støtte efterhånden, som sygdommen tager til, og inden længe agerer Wright både sjælesørger og rådgiver. Wright spilles overbevisende af Seth Rogen, der har smidt både skægstubbene og et par kilo til lejligheden og her fremviser, hvilken glimrende skuespiller han i grunden er.

Judd Apatow, der tidligere har stået bag film som “Knocked Up” og “The 40 Year Old Virgin”, har en evne til at balancere alvor og komik, og “Funny Peolpe” har bestemt også nogle gedigen sjove øjeblikke. Ikke mindst stand-up-sekvenserne er morsomme og en påmindelse om, at Sandler faktisk kan være rigtig skæg. I lang tid synes filmen dog også at fungere fortrinligt som en buddy-movie, hvori de to komikere nærmer sig hinanden, og et venskab opstår.

Her er det dog, at filmen for alvor knækker, og “Funny People” skifter spor fuldstændig og kommer i stedet til at handle om Simmons’ forsøg på at score sin gamle kæreste tilbage, selvom hun nu er gift og har fået børn. Enhver rest af humor forlader filmen til fordel for et sært ægteskabsdrama, der føles fuldstændig løsrevet fra den første del af filmen. Wright, som filmen ellers har brugt tid på at opbygge og givet både et spirende romantisk forhold og to venner, skifter pludselig fra hovedrolle til bifigur, og som resultat bliver hans del af fortællingen underligt uvedkommende. I stedet slæber filmen sig videre over to timer, mens man begynder at længes efter slutningen.