Gennemsnitlig score

Tv-sendefladen konstituerer en ubarmhjertig, utilregnelig slagmark. Visse tv-serier får lov til at køre selv adskillige år efter, at deres bagmænd er løbet tør for ideer, mens andre fantastiske føljetoner med stort potentiale aflives, før de har lært at gå. For tusindvis af “Futurama”-fans var det fuldstændig ufatteligt, at man i 2003 trak stikket ud på Matt Groenings forbasket underholdende tegnefilmsserie. Mens Groenings anden, mere populære tv-serie, “The Simpsons”, ugentligt frustrerede fans med ineffektive jokes, og mens en af seriernes største konkurrenter, “Family Guy”, stædigt gispede efter vejret, kørte “Futurama” derudaf nonstop på alle cylindere.

Gudskelov har de fem sæsoner af serien, der blev transmitteret mellem 1999 og 2003, solgt umådeligt godt på dvd. Ligesom flere af kunsthistoriens malere er seriens popularitet kun vokset, siden den stillede træskoene, og dvd-udgivelsernes imponerende salgstal og tv-genudsendelsernes ganske respektable seertal overbeviste Fox om, at der var god grund til at vække serien til live igen. Der blev derfor givet grønt lys til produktionen af fire nye “Futurama”-spillefilm, og den første i serien er “Futurama: Bender’s Big Score”.

Desværre kan man ikke just hævde, at “Bender’s Big Score” var knap fem års ventetid værd, og der skal andre boller på suppen, hvis de næste tre film skal gøre sig forhåbninger om at matche seriens bedste afsnit. Filmen er langtfra ringe, men den er heller aldrig hyleskæg. Langt de fleste jokes fremtvinger lavmælt kluklatter eller beskedne træk på smilebåndet. Resten får bare én til at trække på skuldrene. Det virker næsten som om, at Groening og Co. har mistet taget om deres ikoniske figurer i de år, der er gået, siden de sidst havde med dem at gøre.

Som sædvanligt er det den alkoholiske robot Bender, der får lov til at danne grundlag for de fleste og bedste humoristiske indfald. Pizzabudet Fry indkasserer også et par grin, men resten af figurerne er mere eller mindre anonyme. Og selv ikke, da seriens måske sjoveste figur, den forfængelige kaptajn Zapp Brannigan, dukker op, magter filmen at få lattermusklerne til at spjætte. Men afsindig plat bliver “Bender’s Big Score” gudskelov aldrig, og ligesom den ligeledes skuffende “The Simpsons Movie” byder “Bender’s Big Score” på visuelt ekstravagante scener, som overgår alt, serien tidligere har mønstret. Det gælder især en gevaldig dyst mellem utallige rumskibe i Jordens atmosfære.

Historien er egentlig heller ikke værst, og fortællingens flittige brug af tidsrejser og parallelle handlingsforløb holder seeren oppe på dupperne. Bender rejser gang på gang tilbage i tiden og skaber ravage, alt imens han utilsigtet hjælper en gruppe rumvæsner med at overtage Jorden. “Bender’s Big Score” er tydeligvis inspireret af “Terminator”-sagaen, og ligesom “The Simpsons Movie” prædiker produktionen ofte om verdenssamfundets utilstrækkelige miljøpolitik. Egentlig har “Bender’s Big Score” hjertet på rette sted, og den er rig på fine ideer, men eksekveringen er bare ikke god nok. Men der er endnu ikke grund til at tro, at “Futurama”s genfødsel slet ikke bliver værd at fejre.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Det er mildest talt en fornøjelse at se seriens karakterer slå gækken løs i widescreen, og heldigvis ser filmen for det meste fabelagtigt ud på dvd. Ikke overraskende er farverne smukke, og billedet er fuldstændig pletfrit. Kun i yderst få af filmens mest aktivitetsprægede skud optræder der komprimeringsfejl, som dog aldrig irriterer. Derudover optræder der også edge-enhancement i flere scener, og en sjælden gang imellem kan glorierne rundt om figurerne og deres omgivelser godt være en anelse irriterende. Men billedet er så knivskarpt, og kontrasten er så god, at billedet til tider virker nærmest tredimensionelt, hvilket er noget, man kun sjældent kan sige om et almindeligt SD-transfer.

Audio

Lydmæssigt lyder “Futurama: Bender’s Big Score” ikke meget bedre end tv-seriens episoder. Discens Dolby Digital 5.1-lydspor gør primært brug af fronthøjtalerne – især centerhøjtaleren. Det er lidt en skam, at filmens lydside ikke er lige så ambitiøs som produktionens ekstravagante billedside. Overstyring eller andre former for støj høres aldrig, og hver eneste replik, lydeffekt og musikstykke er distinkt. Der er enkelte fine panoreringer, men man savner mere aktivitet – ikke mindst under filmens (lidt for) stilfærdige scener.

Ekstramateriale

Skiven byder på et kommentarspor med instruktøren Dwayne Carey-Hill, manuskriptforfatteren Ken Keeler, producerne Matt Groening, Claudia Katz og David X. Cohen samt skuespillerne Billy West, John DiMaggio, Phil LaMarr. Stemningen er god, humøret er højt, og faktisk er kommentarsporet langt mere muntert end selve filmen. Hvis man er fan, bør man lytte sporet igennem fra start til slut. Der udveksles både jokes og saglige anekdoter.

I “Futurama Returns!” (9 min.) læser skuespillerne en morsom tegneserie, der fornemt berører skrotningen af serien, højt for et taknemmeligt publikum. “Everybody Loves Hypnotoad” (22 min.) er et mildest talt mærkværdigt afsnit af en fiktiv sitcom, der næsten kun byder på klip med seriens folkekære, hypnotiserende tudse, der stirrer ondt ind i kameraet. Tre slettede storyboardsekvenser medfølger også, og især den ene, der viser et opgør mellem Bender og en excentrisk franskmand, er sjov. “Bite My Shiny Metal X” (26 min.) er et forbavsende fornøjeligt og fascinerende kig på brugen af matematiske termer i serien.

En festlig, animeret trailer til Al Gores miljødokumentar “En ubekvem sandhed” og en humoristisk videointroduktion (der byder på Gores deltagelse) til traileren befinder sig også på skiven. Den komplette udgave af filmens oprindelige manuskript og få af instruktørens noter er også inkluderet. Det samme er en enkelt trailer til “Bender’s Big Score”, en lovende forsmag på den næste “Futurama”-film (“The Beast with a Billion Backs”) samt adskillige tegninger og storyboards.