Omsider

Et gammelt ordsprog fastslår, at gode ting kommer i små pakker. De to første “Futurama”-spillefilm, “Bender’s Big Score” og “The Beast with a Billion Backs”, understregede den teses gyldighed med syvtommersøm. Det gængse afsnit af den animerede tv-serie “Futurama”, som blev transmitteret fra 1999 til 2003, varede omtrent 20 minutter, og de fleste af dem var enten fremragende eller (i det mindste) virkelig gode. Men de nyproducerede “Futurama”-spillefilm har hver især haft samme spilletid som godt og vel fire hele episoder, og ingen af de to nævnte film er på tilnærmelsesvis samme niveau som de bedste afsnit af Matt Groenings kultserie.

Hvorfor mon? Ud over at filmenes jokes sjældent var mindeværdige, var begge produktioner mildest talt ligeglade med at fortælle en nogenlunde sammenhængende historie. Tv-seriens afsnit var også ofte fuldstændig blottet for logik og kontinuitet nøjagtig ligesom de fleste episoder af konkurrenten “Family Guy” og adskillige andre komedieserier. Usystematisk underholdning af den art er da også ganske tilfredsstillende i små doser á cirka ét kvarter. Men det er svært at bevare både koncentrationen og interessen i halvanden time, når hverken historien eller karaktererne synes at komme nogen vegne, og da især ikke når humoren i den grad savner slagkraft.

Det har Groening & Co. tydeligvis (og heldigvis) indset, for seriens tredje kapitel, “Futurama: Bender’s Game”, overgår først og fremmest sine forgængere, fordi der er en mening med galskaben. Historien er ganske udmærket og har en begyndelse, en midte og en slutning, og de fleste jokes opstår naturligt under scenerne og føles sjældent lige så tilfældige som dem i de forrige film. Dermed ikke sagt, at “Futurama” er blevet mere stueren og traditionel. Manuskriptforfatterne har bare endelig fundet ud af, hvordan man holder niveauet i knap 90 minutter.

Vores helte og heltinder hos transportfirmaet Planet Express i det 31. århundrede skal denne gang bakse med alt fra stigende benzinpriser og kollisionsglade rumskibspiloter, til skydegale dræberrobotter og skumle tyveknægte, som udgiver sig for at være ugleudryddere. Men filmen går først for alvor op i gear, da det ungdommelige pizzabud Fry, det enøjede rumvæsen Leela, den sarkastiske robot Bender og alle seriens andre elskværdige figurer pludselig ryger ind i en alternativ dimension mage til Midgård – spækket med kentaurer, orker og utallige visuelle referencer til “Ringenes herre”. Ja, som man kan høre, er “Futurama”s ophavsmænd stadigvæk dygtige til at hitte på vanvittige ideer.

“Bender’s Game” er dog ikke perfekt. Æstetisk er den ikke nær så imponerende som de to andre film (især ikke i forhold til “Bender’s Big Score”). Filmen er for lang og fremtvinger oftere smil og kluklatter end latterbrøl. Men for første gang, siden tv-serien sluttede for snart seks år siden, føler man vitterligt, at man hænger ud med de samme fiktive karakterer, som man i sin tid sagde farvel til, og Bender, der fik alt for lidt spilletid i “The Beast with a Billion Backs”, er gudskelov tilbage i højsædet. Det er ærgerligt, at det skulle tage tre film, før folkene bag “Futurama” endelig genfandt deres talenter, men “Futurama: Bender’s Game” skaber fornyet håb om, at den næste (og sidste) “Futurama”-film vil udgøre et tilfredsstillende punktum for den charmerende tegnefilmssaga.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. Transferet er udmærket, men ikke perfekt. Farverne er rene og appetitlige, kontrasten er fremragende, og hverken komprimeringsfejl eller snavs optræder. Men undertiden virker billedet en smule uskarpt, og edge-enhancement forekommer også fra tid til anden.

Audio

Diskens Dolby Digital 5.1-lydspor er kvalitetsmæssigt på samme niveau som de to forrige “Futurama”-films respektive lydspor. Lydsporet gør primært brug af fronthøjtalerne – især centerhøjtaleren. Det er lidt en skam, at filmens lydside ikke er lige så ambitiøs som produktionens ekstravagante billedside. Overstyring eller andre former for støj høres aldrig, og hver eneste replik, lydeffekt og musikstykke er distinkt. Der er enkelte fine panoreringer, men man savner mere aktivitet – ikke mindst under filmens (lidt for) stilfærdige scener.

Ekstramateriale

Et kommentarspor medfølger, som byder på udtalelser fra adskillige af filmens stemmeskuespillere og ophavsmænd. Der er kun få pauser, eftersom så mange deltagere medvirker, og der diskes op med både muntre jokes og seriøs snak om animationen, manuskriptet og meget mere. “D&D&F” (7 min.) er en overraskende sjov dokumentar, der gennemgår alle de nørdede referencer til rollespillet “Dungeons & Dragons” i serien. Flere af manuskriptforfatterne dukker op og tager pis på sig selv. Endnu bedre er en 8 minutter lang dokumentar, der viser, hvordan man selv kan tegne seriens karakterer.

En enkelt (og ligegyldig) slettet scene befinder sig også på dvd’en. Meget sjovere er omtrent to minutters optagelser af skuespillerne, der indtaler deres replikker. Flere af slagsen kan i øvrigt ses, hvis man markerer og klikker på det dødningehoved, der befinder sig på ekstramaterialemenuen. Desuden medfølger et hav af storyboards, et muntert billedgalleri, en fabelagtig parodi på den antipiratkopieringsfilm, som befinder sig på adskillige dvd’er, samt et kort smugkig på den næste (og som sagt sidste) “Futurama”-film: “Futurama: Into the Wild Green Yonder”.